Prædiken efter teksten til kommende søndag, 18. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 22, v. 34-46). Holdt på ældrecentret Bakkegården i Thorning, tirsdag 24. september 2013
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: ›Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?‹ Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.
Der var engang en klog mand, der sagde, at hvis man bare opførte sig ordentligt, så skulle det hele nok gå. Men hvad vil det sige at "opføre sig ordentligt"? At tage vare på sin næste? Og i forlængelse af det, vil jeg så spørge - hvordan?, hvornår?, - og i hvor høj grad skal vi elske vor næste? Her er mange spørgsmål, som er ubesvarede, og som er helt nødvendigt at svare på, hvis man skal have en idé om, hvilket kærligheds-begreb, man taler om.
I kristendommen er svaret klart: Man skal elske sin næste altid og hele tiden, uden undtagelse.
Eller, bære hinandens byrder, som Paulus siger.
Vi skal altså elske Gud og næsten som os selv.
Betyder det så, at vi ikke kan være gode mennesker, hvis vi ikke tror på Gud, hvis vi ikke har et gudsforhold?
Det er et rigtigt godt spørgsmål, men hvis ikke vore handlinger skal måles op mod evangeliets fordringer, hvad skulle de så måles op imod? Fornuften, eller hvad? Det er ikke altid fornuftigt at elske. Johannes Møllehave har et sted sagt, at Jesus elskede mere end det var fornuftigt.
Hvis ikke Gud er med i historien, hvordan skal det så kunne vurderes, om vi er gode mennesker. Det har jeg virkelig svært ved at gennemskue.
I disse dage, hvor vi fejrer høsten, forrige søndag var det i Thorning Kirke med de nye konfirmander, i søndags var det i Gråmose under en friluftsgudstjeneste i en kirke af halmballer, og i dag, her til høstgudstjeneste på Bakkegården. I disse dage, hvor vi fejrer høsten, er det i hvert fald svært at tænke Gud ud af historien, med alle de forpligtelser, der følger med.
Alle goder gaver, de kommer ovenned, så elsk da Gud, så pris da Gud for al hans kærlighed.
Siden tidernes morgen har bønder og landmænd været helt afhængig af vejret ovenfra. Med en fuldstændig afhængighed af, at regnen og solen kom som de skulle. En fejlslagen høst kunne og kan være katastrofal.
Derfor har det altid været forbundet med fest, når høsten endelig og sikkert er i hus.
Jeg er ikke selv opvokset på landet, selvom vi var fjern nabo til en landmand, og jeg har boet over tyve år i Århus. Så jeg kender ikke personligt fornemmelsen af at få høsten i hus.
Men jeg husker en høstgudstjeneste i Århus, hvor der blev gjort et stort nummer ud af at fortælle, at vi skulle huske, at brødet ikke kom fra bageren oprindeligt, men var lavet af byg eller hvede, som en bondemand havde sået og høstet. Og at kødet, mælken og smørret og osten ikke kom fra hverken føtex eller fakta eller spar. Men at kvægavl var uomgængelig, hvis vi skulle have kød og mælk på bordet.
Det får mig til at tænke på, hvor lidt mange af os til dagligt tænker over, hvilket arbejde, der ligger bag den mad, vi sætter på bordet.
Når vi beder, giv os i dag vort daglige brød, kan det i den grad være sundt at tænke lidt ekstra over, at al den mad, mange af os tager for givet, ikke er kommet ud af ingenting.
Nu har så- og høstmetoder som bekendt udviklet sig en hel del igennem tiden. Men det kan nok være sundt oftere at tænke over, al det arbejde, der trods alt ligger bag, og at en god høst ikke er en given ting.
Derfor er det nok ikke den store nyhed, for bønder og landmænd, hvor afhængig vi er af noget større, noget, der er ude af vore hænder. Helt lavpraktisk - vejret. I en større sammenhæng, Vor Herre selv, som skænker de gode gaver ovenfra.
Vi burde tage imod det daglige brød som den gave og det under, det er, som noget vi sætter pris på, og som vi er evigt taknemmelige for. Det vil unægtelig give måltidet en mere åndelig dimension, også. I novellen "Babettes gæstebud" af Karen Blixen, hvor deltagerne får serveret et måltid, hvor der er kælet for alle detaljer, har de det, efter måltidet, som om de er i Himlen.
Breder vi det yderligere ud, og tænker på alle de ting, vi tager så for givet i vor dagligdag, om det så er den mad, vi spiser, eller det tøj vi går i, så burde vi i virkeligheden føle en større samhørighed med vore medmennesker, alle dem, vi dybest set er så afhængig af i vores dagligdag. Vores tøj skal jo sys af nogen - måske sågar af nogen i Asien. Bananer, æbler, pærer, og andre frugter skal jo plukkes, måske endda importeres fra et fjernt land, hvor de også har udført et stykke arbejde.
Når det i evangelieteksten således hedder, at vi skal elske Herren vor Gud og vor næste som os selv, må vi huske, at for Martin Luther, ham, der har givet navn til vores folkekirke, var dette at gå på arbejde også en gudstjeneste, en tjeneste for Gud.
Og når dette arbejde er lykkes, er der i sandhed grund til fest. Martin Luther talte også om, at vi med vort møjsommelige arbejde skal skabe så mange ressourcer, at der også er nok til at give videre til vor fattige næste.
Alle gode gaver, de kommer ovenned, så pris da Gud ja elske dog Gud, for al hans kærlighed.
Amen.
