Prædiken til 15. søndag efter Trinitatis, 2013 (Matt. kap. 6, v. 24-34). Holdt i Thorning Kirke, og i Grathe Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Mattæus:
Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
Der har været nogle meget markante jubilæer for nyligt, og ikke mindst nogle meget dramatiske begivenheder i verden. Den 28. august var det præcis 50 år siden, at Martin Luther King holdte den vigtigste tale i det tyvende århundrede. Det er som bekendt den tale, der er mest berømt for 'I have a dream'-sekvenserne. Hvor denne sorte borgerrettighedsforkæmper udtrykte sine drømme om en bedre verden. Og den 29. august var det 70 året for sammenbruddet i den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig. Hvor danske frihedskæmpere intensiverede kampen for en bedre verden, i hvert fald et bedre Danmark.
Og i skrivende stund optrappes der til krig mod Syrien, vel også for en bedre verden, dybest set. Uanset hvad man ellers mener om det.
Og i torsdags, denne uge, var det femte gang, at vi i Danmark hejste flaget for de udsendte danske soldater. Da jeg kørte igennem Thorning i torsdags, var hovedgaden nærmest omdannet til en allé af flagstænger langs vejsiden med det danske flag hejst.
"Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage".
Det er unægteligt nemmere sagt end gjort. Og på en dag som i dag, hvor vi skal have og fejre barnedåb, får det mig uvægerligt til at tænke på og spekulere over, hvad det egentlig er for en fremtid, vi ønsker for vore børn. Hvad tænker vi om dagen i morgen?
Selvom der givet er mange helt almindelige hverdagsproblemer og udfordringer, der fylder dagen ud, når man er småbørnsfamilie - og også selvom man måske ikke er det. Så er det helt givet spørgsmål, vi alle må stille os engang i mellem.
At vi alle ønsker det bedste for fremtiden, at vi alle ønsker det bedste for vore børn, er jo trivielt at sige. Hvad det mere konkret betyder, er nok sværere. Selvom det normale her nok er forhold som en god skolegang og en god opvækst, en god uddannelse, og hvad vi ellers - ikke bare på vore breddegrader - men i den ganske verden, anser for attraktive fremtidige mål for vore børn. Verdens forældre er påfaldende enige om disse konkrete fremtidsønsker.
Derfor er en flagdag, som den i torsdags, også meget tvetydig, og det er naturligvis sat på en spids i disse tider.
Når man stiller spørgsmålet, om Danmarks krigsdeltagelse er prisen værd, så er det typisk, at krigstilhængere fokuserer på de positive resultater, såsom at markant flere afghanske piger går i skole end tidligere. En bedre morgendag, en bedre fremtid for disse børn. Og omvendt, er man negativ, opregnes antallet af døde. Af danske soldater er det 43. Kan de positive resultater, der trods alt er, opveje disse tab?
Det er som sagt meget naturligt at ønske det bedste, at ønske vore børn en god skolegang, tøj på kroppen, et godt sted at bo, også når det bliver voksent, og må klare sig selv, mere eller mindre. Og der er selvsagt heller ikke noget mærkeligt i, at ønske en bedre verden for vore børn, en verden med knapt så megen ufred, som vi ser i dag. Det er tanker, som vi ikke kan lade være at have, men måske er der risiko for, at vi glemmer at være mennesker, det, som vi altid først og fremmest er.
Se til himlens fugle, og liljerne på marken, siger Jesus. De viser os, hvad det vil sige at være helt umiddelbar, og blot være, hvad man er. Uden at få grå hår i hovedet af at tænke på, hvad fremtiden mon vil bringe. I min barndom var der en sang, der gjorde ret stort indtryk på mig. Nemlig en sang om at være bange. "Vi voksne kan også være bange. Og synge lange lange bange sange. Jeg har så meget jeg skal passe på. Jeg har jo dig som jeg skal passe på". At også voksne kan være bange, er ret skræmmende for et barn. Vi kan nok ikke lade være med at være det engang imellem som ansvarlige forældre, men vi glemmer måske at være i nuet, at nyde vore børn og vore medmennesker som de faktisk er.
I Harry Potter-bøgerne er der en scene, der illustrerer dette på fremragende vis. Det er i bind et, hvor der beskrives et såkaldt Drømmespejl. Til at starte med, er det uklart, hvad spejlet kan. Harry ser sine afdøde forældre i spejlet, og tænker derfor, at man i spejlet kan se sin fortid. Hans kammeret, Ron, ser sig selv blive hyldet af sit kollegie efter at have vundet den store sportspokal for holdet. Han tror - eller håber nok snarere - at man i spejlet kan se fremtiden.
Skolens rektor, Dumbledore, kommer dog med forklaringen. Det er et drømmespejl. Den viser vore allerinderste drømme. Harry er forældreløs og ønsker så inderligt at få sine afdøde forældre tilbage. De døde i kampen mod den onde Voldemort. Mens den lidt kejtede Ron så inderligt ønsker at være populær på skolen, og derfor drømmer om at vinde pokalen for sit hold. Og rektoren advarer de to mod at bruge tid på dette drømmespejl.
Pointen er, at vi nok skal bekymre os, men netop ikke for alle de materielle ting, som vi normalt bruger megen tid på, når vi prøver at få hverdagen til at hænge sammen, og tænker på, hvad fremtiden for os selv og vore børn vil bringe. Nej, vi skal i stedet bekymre os om hinanden. Og her er rigeligt at se til - hver dag!
Jeg mener, at rektoren siger noget af det samme om Drømmespejlet: I stedet for at leve et liv, hvor vi hele tiden stræber efter det perfekte liv, drømmelivet, hvor vi hele tider 'skuer vor drøm' foran os, - skulle vi leve livet nu og her med de udfordringer hverdagen bringer. Og leve livet med vor næste i dag.
Det er naturligvis lettere sagt end gjort, vi mennesker synes skabt til at tænke i fortiden og fremtid, men sjældent nutid. Vi handler ofte i nutiden for at for styr på fremtiden. Det er der nok ikke noget mærkeligt i, men det giver os et falsk billede af kontrol. Vi vil så gerne kunne kontrollere det hele. Have styr på tilværelsen, som det hedder. Måske skulle vi blive bedre til at se på livet, med alt, hvad det indbefatter, som en gave. Når jeg til dato har givet mig selv den vane, inden evangelielæsningen, at citere salme 23's første linjer "Herren er min hyrde, mig skal intet fattes", er det ikke kun, men især for at minde mig selv om, at der er rigtigt meget i tilværelsen, som er ude af mine hænder. I kender det sikkert også fra jeres egne liv. Hvor der har været situationer, måske endda afgørende situationer, i jeres liv, hvor I følte, at I mistede kontrollen, og oplevede, at situationen var ude af jeres hænder. Det kan være noget trist, som et dødsfald, der kom uventet. Eller det kunne være en forelskelse, som ikke var planlagt, og hvor vi møder vor udkårne ved et tilfælde, som vi siger.
Vi vil så gerne være vor eget livs hyrde, føle vi har kontrol. Men jeg vil hævde, det er en illusion. For vi kan alligevel kun handle i forhold til de muligheder, som livet faktisk giver os. Og hvilken Herre er det så, vi tjener? Der er jo ikke noget galt i planlægning, men hvis vi når derhen, hvor vi oplever, at vores liv kun lykkes, hvis vi faktisk opnår, hvad vi ønsker, så har man efter min bedste overbevisning misforstået noget. Som antydet er det jo ikke fordi, at vi ikke skal gå og have drømme, drømme for os selv, og for vore børn. Men vi skal for guds skyld huske at nyde hverdagen, som den er. Hver dag har nok i sine udfordringer, livet med næsten, hver dag, kræver som bekendt sit, om det så er barnet, ægtefællen, vennen eller fjenden, så kræver det vore deltagelse, hver dag. Der findes en vidunderlig samtale mellem Peter Plys og Grislingen. Peter Plys spørger: "Hvilken dag er det?". Grislingen svarer: "Det er i dag!". Hvortil Peter Plys svarer: "Min yndlingsdag!".
Mange af os føler ikke altid, at vi slår helt til, når det gælder kærligheden til vor næste. Om det så er barnet, ægtefællen, vennen eller fjenden. Så er det vi heldigvis kan bede om, og håbe på, nåden som det daglige brød, så vi ved os accepteret af Gud, som dem vi er, med alle vore fejl og mangler.
Altid stræbe efter at tjene én Herre, Gud, som vi møder Ham i Jesus Kristus. Og Ham tjener vi i mødet med vore medmennesker. Og her kan vi - glimtvis - møde Gudsriget, i det kærlige møde med vor næste.
Amen.
Indledningen var lidt anderledes i Thorning, da her ikke var barnedåb.
