Dåb/nadver

 

Mandelas lære

 

Etik uden Gud?

 

Michael Jackson, m.fl.

 

Gud er kærlighed?

 

Næstekærlighed?

 

Avatar og klima?

 

Mit kristendomsyn

 

Synd tappert!

 

Big Bang, m.v.

 

Dommedag

 

Gode gerninger?

 

GT og Jesus?

 

Hvem er næsten?

Hvem er så min næste?

 

 

Prædiken til 13. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 10, v. 23-37). Holdt i Thorning Kirke, og i Grathe Kirke

 

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

 

 

Historien om den barmhjertige samaritaner er formentlig den mest kendte historie overhovedet fra Det Nye Testamente, ja, måske fra hele biblen.

Historiens hovedperson, samaritaneren, har ligefrem givet navn til personer, der hjælper nødstedte folk, nemlig samaritterne. Og det siger en hel del om den virkningshistorie en fortælling kan have, når den rammer noget sandt og almen-menneskeligt.

For at forstå det radikale og provokerende i historien på Jesu samtid er det nemlig vigtigt at huske på, at samaritanerne, altså dem, der kom fra Samaria, var forhadte af jøderne. De havde ikke været med i eksilet i Babylon som rigtige jøder havde. Eksilet var en følge af første tempels fald, omkring 586 år før Jesu fødsel. Det er i øvrigt den begivenhed, som popsangeren Boney M. har lavet sangen "By the rivers of Babylon" over.

Hvis vi skulle finde et nutidig eksempel, så skulle samaritaneren formentlig skiftes ud med en hjemløs sigøjner, eller roma, som de rigtigt hedder. Johannes Møllehave har engang skiftet samaritaneren ud med en grønlænder. De er stadig et sørgeligt syn i gadebilledet i Århus, hvor mange sidder alkoholiseret på bænke i bybilledet. Jeg har også læst en prædiken, hvor samaritaneren var udskiftet med en muslim, hvor de første to, der går forbi den faldne, er en præst og et medlem af menighedsrådet.  Her er pointen naturligvis, at dem, som man skulle forvente hjælp fra - præsten eller levitten, levitten var en slags kirketjener - eller præsten og menighedsrådsmedlemmet, går forbi. Mens muslimen stopper op.

Det på Jesu samtid provokerende budskab i fortællingen er altså også, at det ikke er nok, at man læser de rigtige skrifter, og går i kirke, som det sig hør og bør. Praksis er i virkeligheden det vigtigste. De to første personer har det korrekte forhold til kirken, eller synagogen. Men det er den forhadte samaritaner, der gør det rigtige i praksis.

Det er en vigtig pointe, især for os protestanter, der normalt gør et så stort nummer ud af at prædike tro, og understrege, at det er troen, som frelser, ikke gerningerne. Men vi må stadig huske, at det ikke hedder "størst af alt er troen", men netop "størst af alt er kærligheden" i kærlighedens højsang hos Paulus. Jesus er ikke kun gave, men også opgave. Også selvom opgaven ikke giver point hos Gud.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at det er min overbevisning, at denne pointe slet ikke er den vigtigste. Den vigtigste pointe, som ofte overses, synes jeg, kommer allerede i starten af fortællingen. Det hedder sig nemlig, "han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: "Hvem er så min næste?"". Det er et meget centralt udsagn. Fordi han ville retfærdiggøre sig selv. Hans spørgsmål er altså udtryk for det rene hykleri.

Han spørger udelukkende, fordi han håber på at kunne få begrænset antallet af næst'er - eller medmennesker - som han er forpligtet på. Og i jødisk tradition er det ofte landsmanden, som det også blev antydet i tekstlæsningen fra tredje Mosebog [kap. 19, vers 1-2 og 9-18]. Han håber i virkelighed bare på, at han bliver bekræftet af Jesus.

Hvilken ironi! Manden spørger hvem, der er hans næste, og så står Jesus lige foran ham! Både Gud og næsten på en gang!

Det er med andre ord hykleri overhovedet at stille spørgsmålet, hvem er min næste? For hvis man tænker lidt over spørgsmålet, hvilket svar forventer man egentlig? Man ser det for sig: Jo, nu skal du høre. Ham og hende; eller denne eller den gruppe; eller kun danskere; eller kun hvide mennesker; eller kun din familie.

Det er jo absurd. Hele pointen er, at vi slet ikke skal stille spørgsmålet. I stedet for at bruge energi på at tænke nogle medmennesker bort, ja, så skal vi bære hinandens byrder, elske vor næste, ven som fjende. For næsten, det betyder alle mennesker, som Kierkegaard siger et sted.

Jeg plejer at sige, at historien om den barmhjertige samaritaner nok er den tekst, som det er sværest at prædike over, uden at blive en smule politisk.

For som bekendt, så er næstekærlighedsbegrebet faktisk - med mellemrum - blevet diskutere ret heftigt i medierne. Her plejer spørgsmålet at være, om næsten kun er den person, som man er i nærheden af, eller det også kan være et menneske, man kun ser på tv. En præst har engang understreget, at vi skal hjælpe vor danske næste, et udsagn jeg på den baggrund har svært ved at se det evangeliske i. Betyder det, at vi ikke skal elske den svenske næste, den tyske næste, eller den somaliske næste?  At sætte prædikat eller nationalitet på sin næste, har efter min bedste overbevisning ikke noget med kristendom at gøre. Kristendommens væsen er netop at nedbryde de kategorier, vi så gerne vil sætte på hinanden.

I min optik er forskellen på forpligtelsen overfor den konkrete næste, vi står overfor, og den næste, vi kun ser i tv, kun praktisk. For det er klart, at man kan hjælpe et menneske, som man står lige overfor, på en meget direkte, radikal og konkret måde. Mens muligheden for at hjælpe et medmenneske i et fjernt land i de fleste tilfælde i bedste fald må begrænse sig til økonomisk hjælp, enten igennem en humanitær organisation, eller lignende. Jeg ved, at Folkekirkens Nødhjælp har som politik, at de også hjælper der, hvor det ikke kan betale sig. Det er den menneskelige værdighed, der her er i centrum.

Dét fremgår også af fortællingen. For samaritaneren handler ikke fordi han er i nærheden. Det er selvfølgelig meget praktisk, men der står, at han SER den nødstedte, og handler. Det er altså erfaringen af, at et menneske har brug for hjælp, der sætter handlingen i gang.

Hvem, der handler, som man bør gøre i fortællingen er altså åbenlys. Derfor er det ikke den centrale pointe. En anden central pointe er derimod Jesu svar. For han svarer nemlig ikke på spørgsmålet. I hvert fald ikke direkte.

Han svarer faktisk med et spørgsmål: "Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?". Jesus får da også det rigtige svar, og befaler derefter manden - gå du hen og gør ligeså!

Manden i historien skal altså være næste for sin næste. Være sin næstes næste. Det der sker, er i virkeligheden den ultimative konsekvens af det, jeg nævnte tidligere. At Jesu forkyndelse dybest set handler om at nedbryde de kategorier, vi så gerne vil placere hinanden i, om det så er nationalitet, status på arbejdsmarkedet, særlige kvalifikationer, og så videre.

For den sædvanlige snak om et jeg overfor et du er faktisk også nedbrudt her. Her taler Jesus om, at vi skal være næste for vor næste, være vor næst'er næste. Hvis man skulle bruge et andet ordvalg, kunne man, som Johannes Møllehave gør i en børnebibel, oversætte ordet 'næste' med ordet 'medmenneske'. Det er meget oplagt, selvom det sjældent bliver gjort. Vi skal altså ikke engang tænke os selv som et jeg overfor et du. Men et medmenneske overfor et andet medmenneske, helt statusfrit.

Og på den baggrund kan man måske bedre høre, hvor åndssvagt spørgsmålet "hvem er min næste?" egentlig er.

Nej, vor opgave er at hjælpe med ydmyghed, som en der selv har hjælp behov, syndere som vi alle er. Hjælpe næsten, som var det Kristus selv, vi fik æren af at hjælpe.

Men det er et provokerende bud, for det betyder, at vi skal hjælpe vor næste, medmennesket, uanset om det er vort eget barn eller ægtefællen, om det er en ven eller en fjende, en voldtægtsforbryder, en morder, hvad ved jeg. Men det er ikke desto mindre fordringen. At være næste for vor næste, uden personsanseelse, uanset hvilken status vor næste har i andres eller i vore egne øjne.

Det er klart, at det kan vi ikke gøre konsekvent. Dels har vi som bekendt ulidelig meget fokus på os selv, dels er der givet mennesker, vi bare ikke kan lide.

Men vi skal i det mindste stræbe efter det, og så håbe på nåden som en del af det daglige brød, når vi alligevel mislykkes. For det er et kristent eksistensvilkår. Både fordringen, og det uopnåelige i konsekvent at leve op til opgaven.

Derfor beder vi også, forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere. Derfor beder vi om det daglige brød, om nåden, som en del af det daglige brød. Så vi kan gå ud i verden, frimodigt, og elske det bedste vi kan. For det er jo det vi kan. Gud elskede os først, og i den daglige omgang med venner, familie og bekendte får vi en fornemmelse af, hvad kærlighedens væsen er for en størrelse. Med gaven og opgaven fra oven kan vi således, båret af nåden, gå ud i verden, og være vor næstes næste. Det bedste vi kan. Og opleve Gudsriget glimtvis i det kærlige møde med vor næste.

 

Amen.