Prædiken til 11. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 18, v. 9-14). Holdt i Vium Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
For en del år tilbage havde jeg en lang samtale eller diskussion med en god veninde omkrig kristendom og andre store temaer. Jeg husker ikke den konkrete sammenhæng, men sent på natten, - eller var det meget tidligt om morgenen - bruger jeg ordet "farisæere" omkring visse personer inden for en af de kirkelige retninger i folkekirken. Hvortil hun spontant spørger, med hvilken ret jeg kalder andre mennesker for farisæere. Dét spørgsmål har jeg tænkt en del over siden den nat, eller tidlige morgen.
Det skal nævnes, at farisæisme i Jesu samtid blot var en kirkelig eller religiøs retning indenfor jødedommen. Andre grupperinger var sadukkærerne og essenerne. Dem hører vi ikke så meget om i Det Nye Testamente, måske fordi, det var farisæerne, der stillede sig mest åbenlyst på bagbenene, når det gjald Jesu forkyndelse. I Johannesevangeliet er farisæerne særlig tydeligt brugt symbolsk, som Jesu modstandere. Måske kunne man sige, at de var den tids skriftfundamentalister. De ville gerne stå som lydefri, fejlfri og rene, og gerne gøre andre opmærksomme på det samtidig, altså vise og udtrykke at de repræsenterede den sande og rene tro. Ordet "farisæer" betyder en, som skiller sig ud. Og det er da også den måde, vi sommetider bruger ordet på i daglig tale.
Dog, selvom samtidens farisæere selvsagt gjorde en dyd ud af at være netop farisæere, så bruges ordet i dag først og fremmest som et skældsord. Og det er i grunden tankevækkende. Bortset fra, at det altså er omvendt i forhold til Jesu samtid, så er det så meget desto mere bemærkelsesværdigt i forhold til dagens evangelietekst, for her bliver han jo sammenlignet med en tolder. Det tror jeg til gengæld ikke vi forbinder med meget andet, end netop en tolder. Altså sådan en, som vi først og fremmest stifter bekendtskab med ved grænseovergange. Mens vores forhold til tolderen altså er relativt neutralt, så kan vi som nutidslæsere - næsten på forhånd - ikke lide farisæeren.
Det er efter min mening et eklatant godt eksempel på, hvordan selve Jesu forkyndelse har haft afgørende indflydelse på, hvordan vi tænker og forholder os til centrale værdimæssige opfattelser. Tager vi en anden kendt historie, den om den barmhjertige samaritaner, så er der sket noget tilsvarende her. En samaritaner forbindes kun med positive ting i dag. En samaritaner er jo en, som hjælper syge personer, måske folk, der trænger til akut hjælp. På Jesu samtid var disse personer, der stammede fra Samaria, forhadte af jøderne. Det er en lang historie, men den korte version er, at disse samaritanere ikke var med i eksilet i Babylon, og derfor ikke blev betragtet som rigtige jøder. Sådan kan ord ændre sig radikalt, når virkningshistorien sætter dem ind i en anden sammenhæng.
Mens vores forhold til tolderen altså er nogenlunde neutral, og til farisæeren næsten entydigt negativt, var det lige omvendt på Jesu samtid, og det skal man nok være klar over, for at forstå det radikale i Jesu historie. På Jesu tid var tolderens rolle at kræve skat ind for besættelsesmagten, dvs. romerne. Tolderen var med andre ord værnemager, og på den baggrund er der nok ikke noget at sige til, at han ikke var populær blandt sine medjøder.
Og hvad sker der så i lignelsen? Man kan i hvert fald starte med at sige, at historien er et godt udtryk for det, som Søren Kierkegaard kalder for sammenligningens forbandelse. Det, som farisæeren gør, er nemlig at sammenligne sig med tolderen. Han gør et stort nummer ud af, at han netop ikke er ligesom værnemageren. Alene det gyselige ved ordet værnemager får os intuitivt til at tænke, at farisæeren nok har ret. Farisæeren arbejder trods alt ikke for besættelsesmagten, men følger derimod Moseloven til punkt og prikke. Han er derfor - i sine egne øjne - et godt menneske. Det er næsten det han siger, og han forholder sig ikke rigtigt til, hvad Gud mon synes om den konstatering. Han er i sine egne øjne et godt menneske, netop fordi han ikke er lige så fordærvet som værnemageren, tolderen. Farisæeren beder ikke engang Gud om nåden.
Tolderen, værnemageren, ved godt selv, at han måske ikke lige har valgt det mest prestigefulde erhverv. Det er jo ikke til at vide, hvorfor han har valgt et arbejde, hvor han går ærinder for besættelsesmagten, og det er ikke til at vide, om det var hans sidste udvej for at få til dagen og vejen. Vi ved det ikke, og det er nok heller ikke vigtigt for selve lignelsen. Hvad der til gengæld er bemærkelsesværdigt, er, at han
som den eneste ytring beder Gud om at være "mig synder nådig". Det er det hele. Det kan man unægtelig kalde at stå lige overfor Gud, uden at bringe andre ind i billedet, uden at bruge andre mennesker som målestok for, hvor god han er. Den forbandede sammenligning undgår han.
Mens tolderen ved med sig selv, at der plads til forbedringer, som synder for Gud, så synes farisæeren egentlig, at det går meget godt. Han er i hvert fald ikke værnemager, eller andre slibrige ting.
Og hvor bringer dette os så hen? I hvert fald må man sige, at farisæeren i egne øjne har fundet sandheden, ja, han vil måske endda sige, at han har sandheden. Mens tolderen blot ydmygt beder om Guds nåde.
Hvor placerer det os andre henne? Det er virkelig et godt spørgsmål. For alle os, der er nogenlunde afklarende med, hvor vi står henne i kristendommen, har et nogenlunde afklaret kristendomssyn, og har et nogenlunde afklaret forhold til, hvorfor visse andre kristne har misforstået centrale elementer i kristendommen, er vi i virkeligheden ikke vor tids farisæere, eller hvad? Nu forsøger jeg selv at gøre en dyd ud af netop at sige, at jeg ikke har sandheden, men bekender mig til en som er Sandheden, Vejen og Livet. I håb om, at det giver en vis ydmyghed. Men samtidig er der versioner og tolkninger af kristendommen, som jeg simpelthen må tage afstand fra, hvis jeg skal se mig selv i spejlet. Og selvom jeg også ynder at undgå udtrykket, at jeg har ret, mens nogle andre tager fejl, kan man med rette spørge, om det ikke er det jeg faktisk siger, uden at bruge disse konkrete udtryk? Jeg bliver selv så provokeret, når nogle giver udtryk for, at andre ikke har forstået en brik af kristendommen, for hvorfra ved de egentlig det? Har de mon en særlig hotline til Vor Herre, så de ved klar besked om kristendommens sande væsen? At der er forskellige grupperinger indenfor folkekirken er der jo ikke noget mærkeligt i, al den stund, at vi faktisk ikke er helt enig om alt, hvad der handler om kristendom. Det kan næsten ikke være anderledes. MEN samtidig er det også en besynderlig ting, for på en måde er hver fløj, hver gruppering, også rethaverisk på deres egen forskellige måde. Det giver jo ingen mening at kritisere andre menneskers forhold til kristendommen, hvis man ikke selv - dybest inde - faktisk mener, at man selv har, om ikke ret, så dog mere ret end de andre.
Derfor er vi alle dybest set farisæere, i hvert fald farisæere overfor Vor Herre. Vi kan åbenbart og tydeligvis ikke nøjes med at stå med bøjet hoved og sige, Gud være mig synder nådig. Vi skal absolut - og egentlig både menneskeligt og forståeligt - vi skal absolut i diskussioner og lignende slå fast og cementere, hvorfor andre er galt på den i deres kristendomssyn, mens vi selv har fat i den lange ende. Det er virkelig tankevækkende.
Jeg så en gang en vittighedstegning, hvor man så hvordan urkristendommen med tiden havde forgrenet sig i alle mulige retninger, tolkninger og versioner. Så zoomes ind på en af disse mange grupperinger, og denne gruppe fortæller, hvorfor lige præcis de har fundet de vise sten, hvorfor de har ret og har fundet sandheden, og hvorfor alle andre har misforstået det hele. Denne tegning er yderst tankevækkende, og den rammer min pointe på kornet. For vi må nødvendigvis hver især have et forhold til, hvad sand kristendom er. Man kan jo ikke forkynde, endsige prædike, hvis ikke man har et nogenlunde afklaret forhold til, hvad sand kristendom kunne være. Og i forlængelse heraf, have en mening om, hvorfor andre versioner af kristendommen er problematiske. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Hvor vi står som indehaver af den sande version af kristendommen, i stedet for blot at sige, Gud vær mig synder nådig.
Nu mener jeg, at kristendommens væsen altid kan og skal diskuteres, men der er ingen tvivl om, at farisæismen er en uundgåelig følgesvend. Det nærmeste vi kan komme en smule ydmyghed, når vi bedømmer andre, og deres forhold til Gud og kristendommen, er nok, når vi kan tænke, at der er en risiko for, at vores uenighedsfæller også kan have ret.
Derfor var min venindens kommentar til mig, den sene nattetime, eller tidlige morgen, lige i øjet. Bortset fra én ting, for mens hun bebrejdede mig, at jeg brugte ordet "farisæere" om andre, så er den mest meningsfulde respons på hendes kritik nok snarere, at vi alle er farisæere, i hvert fald farisæere for Gud.
For rethaveriskheden er det svært at løbe fra, når man står fast på sit, og mener at være tæt på at forkynde den eneste sande kristendom, mens andre ikke altid gør det.
Lad mig derfor, for mine synders skyld, slutte med ordene.
Gud, vær mig synder nådig!
Amen.
