Prædiken til 10. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk. kap. 19, v. 41-48). Holdt i Thorning Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da Jesus kom nærmere og så Jerusalem, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.« Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.
Jeg synes, det kan være betagende at læse historisk bevidste forfattere. Når man læser deres værker, mærker man et glimt af historiens vingesus. For tiden læser jeg fx. Peter Seebergs "Om fjorten dage", og det er altid fascinerede at læse Seeberg. En forfatter, der både kan sin historie og sin kristendom. Når man føres flere hundrede år tilbage i historien, så får man ofte - og spontant - oplevelsen af, at man godt nok tænkte og handlede anderledes dengang, som man siger. Det kan give os en forståelse af, hvordan og hvorfor, vi er havnet, hvor vi er, nu, i år 2013.
Det er lidt det samme med dagens evangelietekst. Lukas kaldes ofte for historieskriveren blandt teologer, og han har med al sandsynlighed også skrevet Apostlenes Gerninger, som faktisk betragtes som den første kristne historieskrivning. Skriftet handler jo om grundlæggelsen af de første kristne menigheder, og er næsten skrevet som en historisk spændingsroman.
Man er ikke helt sikker, men man regner med, at Lukasevangeliet er skrevet omkring år 75. Måske lidt tidligere, men det kan også være noget senere. Men i hvert fald med al sandsynlighed efter år 70. Dette årstal er et af de sørgeligste årstal i jødernes historie. Her startede fordrivelsen af jøderne fra Jerusalem, og her blev Templet destrueret af romerne. Efter destruktionen, var det kun den vestlige mur, der stod tilbage. Det er den, der i dag går under navnet Grædemuren.
I dagens evangelietekst fremstår denne tragedie som en profeti af Jesus. Jesu udsagn har en snert af advarsel over sig, da det rummer en trussel om udslettelse, uden det skal forstås som en straf. MEN det er klart, at som Jesus ser det, må det se ret skidt ud for jøderne i byen. De fleste afviser ham som Guds Søn, prøver i virkeligheden at sætte fælder for ham, så de kan få ham arresteret og eventuelt dømt og korsfæstet for et eller andet. Og samtidig er deres religionsudøvelse en katastrofe for den sande gudsdyrkelse.
Sagen var den, at når man skulle foretage ofre i templet, så var man nødt til at købe offerdyr til formålet, offerdyr, der var slagtet på den rigtige måde, offerdyr, som var lydefrie, som det hed, altså fejlfri. Man kan ikke ofre dyr til Gud, som fejler et eller andet.
Denne geschæft var der mange købmænd, der tjente rigtigt godt på. Det var en fantastisk forretning at sælge offerdyr, det var en god levevej. Derfor kunne man med rette spørge - var det mest en handelsplads for de særligt fromme, eller var det faktisk et bedehus? Hvad fyldte mest?
Man skal se for sig, at man går ind på tempelpladsen, og det første man ser er boderne og krejlerne, der råber og skriger priserne ud, som man ville gøre på en markedsplads, også i Danmark. En ikke særligt andægtig stemning, ikke en, der giver plads til højtidelighed og fordybelse og bøn.
Og det er her, at Jesus bliver arrig, og fortæller, at hans hus ikke skal være en røverkule, hvor de handlende forsøger at få en så høj pris som muligt, gerne snyder, hvis de kan komme til det, men at templet skal kaldes et bedehus.
Omstændighederne ledte så siden hen til dette tempels fald, og det skal nok ikke ses som en straf, men en konsekvens af forholdene. Vi må huske, at jøderne var under romersk besættelse.
Men hændelsen, og dagens tekst, er meget symbolsk for vores forhold til kristendom i dag. For det centrale i kristendommen, en pointe i kristendommen, om man vil, er netop, at tilbedelsen af den treenige gud, ikke er bundet til et særligt sted. Det er naturligvis oplagt i en kirke, men som bekendt kan man bede Fadervor, hvor som helst man befinder sig. Man skal ikke vende sig i nogen særlig retning, når man beder, heller ikke befinde sig særligt højt oppe, eller i et særligt område. Vi kender nok alle sammen til oplevelsen af, at det er mere højtideligt, eller mere spirituelt, hvis man gør det på steder, med en særlig historie. Men det er ingen forudsætning for rigtigt gudsdyrkelse. Meget symptomatisk så jeg i en bog, med navnet "Taler der forandrede verden", her så jeg Fadervor opstillet overfor det sted i Koranen, hvor bederetningen var angivet for muslimer.
Og det er virkelig noget man skal hæfte sig ved, for friheden til at bede, hvor og hvornår man har lyst til det, er meget symbolsk for kristendommen i forhold til de fleste andre religioner, mig bekendt, i hvert fald.
Men den kristne frihed er en speciel størrelse. For når fx. Luther taler om den kristne frihed, så taler han om friheden til at elske næsten. Vi er ikke bundet til særlige fortjenstfulde gerninger, for at nå frelsen, og kan derfor bruge vore gerninger overfor næsten. Som han siger: "Gud har ikke noget at bruge dine gode gerninger til, det har din fattige næste derimod”.
Og i forlængelse heraf, er der også forholdet til det lovreligiøse. Der er ikke regler for, hvor mange gange om dagen, der skal bedes, eller hvad man må spise. Fordringen om at sætte næsten i centrum, skal ikke druknes i diskussioner om spiseforskrifter og påklædning. Jeg plejer at sige, at med det dobbelte kærlighedsbud, som Jesus selv kalder det første og største, så er alle denne verdens love ophævet. Vi behøver kun det ene, set i kristendommens lys. At virkeligheden så er en anden, at vi alle er syndere og fejlbarlige i vore omgang med vore medmennesker, gør som bekendt den verdslige lovgivning nødvendig. Det, som Luther kaldte for det verdslige sværd. Det er egentlig ikke særligt dybt, men common sense. Hvis vi var der konsekvent for vor ægtefælle eller børn, venner og fjender som fremmede, så behøvede vi jo ingen lovgivning.
Derfor er det i grunden glædeligt, at dagens evangelietekst klinger så fremmed for os i dag. For hvad skal vi egentlig bruge den til? Ja, dels så placerer den fortællingen om Jesu forkyndelse midt i historien. Det er en meget konkret begivenhed, der refereres til som en slags profeti. Og dels er teksten i allerhøjeste grad forklaringen på, hvorfor vi er, hvor vi er i dag. Jeg er overbevist om, at hvis vi gik rundt med idéen om, at man skulle bede på en særlig måde, i et særligt sted, tempel som kirke, så ville vi simpelthen tænke kristendom på en fundamentalt anderledes måde, end vi gør i dag. Sommetider sammenligner jeg det med Jesu udsagn om, at alt mad er rent. Det ligger også i vor kulturkristne kultur - at det er underligt at forestille sig, at noget mad skulle være urent. Det skal dog retfærdigvis siges, at vi alligevel har den lidt hos os. Selvom vi nok ikke tænker hundekød som urent, skurer det alligevel i os ved tanken om at skulle sætte tænderne i en hundebøf. Men det er nok det nærmeste vi kommer en forståelse af, hvordan man kan oplevede noget mad som urent, noget man bare ikke spiser.
Derfor er dagens evangelietekst en cementering af den kristne frihed, en frihed fra daglige dogmatiske ritualer, som fx. bederetning eller bedested, som man skal følge for at føle sig rigtig. Men i den advarsel, eller det opråb, som Jesus kommer med, ligger også en erindring om, at Jesus både er gave og opgave. Vi protestanter har en tendens til at fokusere på Jesus som gave, men opgaven er der altså også. De gode gerninger skulle helst følge automatisk af troen, også selvom de ikke giver point hos Gud.
'
Og vi er jo også mange der prøver, og ved hvor svært det kan være med fokus på den trængende næste hele tiden, som fordringen jo byder. Men vi kan opleve det glimtvis i det kærlige møde med vor næste.
Og ellers hage os fast i, og håbe på og bede om nåden som det daglige brød. Når vi ved os elsket, som dem vi er, når vi ved, at vi er accepteret på trods af alle vore fejl og mangler, på trods af vore gentagne svigt i forhold til vor næste, ja, så opleves den kristne frihed, så kan vi frimodigt gå ud i verden, og være der for vore medmennesker det bedste vi kan.
Amen.
