Prædiken til 1. søndag i fasten, 2014 (Luk. kap. 22, v. 24-32). Holdt i Thorning Kirke og i Grathe Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Apostlene kom også i strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største. Da sagde han til dem: »Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere. Sådan skal I ikke være; men den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener. Jer er det, der er blevet hos mig under mine prøvelser, og ligesom min fader har overdraget mig Riget, overdrager jeg det til jer, for at I skal spise og drikke ved mit bord i mit rige, og I skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer. Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.«
Tilbage i 80erne hittede sangerinden Nanna med sangen "Helst om kærlighed", hvor omkvædet blandt andet lød: "Hvis der var kærlighed nok til os, så var der ingen der gad at slås, så jeg synger helst om kærlighed".
Selvom det måske er en lidt banal sangtekst, kunne jeg ikke lade være at tænke over indholdet. Hvis der var kærlighed nok til os, så var der ingen der gad at slås.
Det er jo indlysende rigtigt, så hvorfor er der ikke kærlighed nok til os alle?
Det er der givet også, men man skal jo også få øje på den. Både få øje på muligheden for at give den, og få øje på muligheden for at tage imod kærligheden. Tænker man på historien om den barmhjertige samaritaner, så indledes den med det berømte og farisæiske spørgsmål: "Hvem er min næste?". Det komiske er her, at han står foran Jesus, Gud og næsten på en og samme tid. Hvis han virkelig var interesseret i at være der for sin næste, ville han ikke stille spørgsmål, han ville bare handle. Men han var mere opsat på at retfærdiggøre sig selv.
Og man skal selvfølgelig også være opmærksom på kærligheden, når den kalder. Turde tage imod den, kunne man måske sige. For det indebærer jo også at man må give afkald på en masse, ikke mindst en masse selvhævdelse. Selvhævdelse og kærlighed hænger ikke rigtigt godt sammen.
Men vi har fået friheden af Gud til begge dele. Frihed til at stræbe efter selvhævdelse, frihed til at stræbe efter kærlighed. Vor Herre gav Adam og Eva friheden i Edens Have ved at forbyde dem at spise af Træet til Kundskab om Godt og Ondt. Uden forbudet havde de ret beset ikke friheden til noget som helst - og de misbrugte som bekendt også denne frihed, og Adam endte endda med at skylde skylden på Gud - kvinden, som du satte ved min side, fristede mig. Til gengæld brugte de friheden udenfor Edens Have til forplantningens glæder, og fik sammen Kain og Abel, som til gengæld blev så meget rivaler for Guds kærlighed, at biblens første mord med Kain som morder blev en realitet. Kain forstod tydeligvis ikke Guds kærlighed, for som Gud Herren fortæller, så kunne Kain jo gå med oprejst pande, hvis han mente, han havde gjort det rigtige med sin offergave. Men Kain ville føle, han blev set, have opmærksomhed, og det fik han ikke, og stillede spørgsmålet - da Herren spørger, hvor Abel er henne - "skal jeg vogte min bror?". Kain får ikke noget svar her, men i Det Nye Testamente er svaret et rungende "ja", vi skal tage vare på vor næste, for Jesus har gjort det dobbelte kærlighedsbud til det første og største bud. Som bekendt betyder omskæring og hovedbeklædning, og religiøse spisevaner ingenting for kristne i dag. Det første og største bud er alt nok.
Eller hvad? Det burde være alt nok. Men som bekendt er selvhævdelse ikke gået af mode, og den mindreværdsfølelse, som Kain følte, og som var drivkraften for hans selvhævdelse, som endte i et brodermord, denne selvhævdelse hjemsøger dybest set os alle sammen. Efter min bedste overbevisning er det, hvad Løgstrup kaldte for vores selvopholdelsesdrift, som så kan antage mere eller mindre destruktive former.
Hvem er den største? Mellem mennesker var der ingen der burde være det, selvom nogen - i verdslig forstand - jo skal sidde på magten. Men her plejer det også at hedde, at det faktisk er de politikere, der ikke ønsker magten, der forvalter den bedst, selvom disse personer af samme grund sjældent får magten. Vi må huske, at en minister faktisk er en folkets tjener. På engelsk kan minister også betyde præst.
Jeg kan som kuriosum nævne den modsatte pol i skikkelse af Frank Underwood fra den internet-baserede tv-serie House of Cards. For dem, der ikke kender den, kan jeg sige, at det er den amerikanske pendant til den danske serie "Borgen". Kynismen er blot mange gange forstørret. Her er en scene, hvor Frank Underwood i en kirke siger "I prey to myself, for myself". På dansk: Jeg beder til mig selv, for mig selv. Han bruger udelukkende sine medmennesker som midler til at opnå sine ambitioner. Han ville aldrig spørge "Hvem er den største?", da han tager for givet, at det er ham selv. Interessant, at denne serie med Kevin Spacey i hovedrollen er blevet så vanvittigt populær. Som jeg læste i Kristeligt Dagblad: "Hovedpersonerne i de største tv-serier er ikke længere selvopofrende helteskikkelser, men hensynsløse magtmennesker. (...) Hvis Kain og Abel havde levet i dag, ville det være Kain, der fik sin egen tv-serie. For det er blevet en gennemgående trend i de toneangivende amerikanske tv-serier at lade de usympatiske karakterer få de største roller".
Hvem er den største? Den, som tjener meget, eller den som tjener andre, som Jan Lindhardt spørger et sted. Den, som sidder til bords, eller den, som varter op, og er en tjenende ånd?
Jan Lindhardt har i sin bog om de syv dødssynder vist, hvordan vi har vendt de gamle dødssynder på hovedet i dag, så det er blevet dyder. Han nævner blandt andet, at grådighed og misundelse, ja måske endda frådseri er en dyd i et kapitalistisk markedsbaseret system. Det er dét, der giver vækst.
Rasmus Seebach, den danske popsanger, der hitter gevaldigt i Danmark, har en sang, "På en øde ø", hedder den, hvor han gentagne gange synger om alt det, han vil gøre for "dig", som det hedder, fordi, han ved, at "du", vil gøre det samme for ham. Nu skal der vel være en vis gensidighed i ethvert forhold mellem venner og elskende, men alligevel har jeg studset over teksten: Jeg gør det altså kun, fordi jeg ved, at du også ville gøre det for mig.
Der er ikke meget kristen næstekærlighed over det udsagn. Det er en noget-for-noget tankegang.
Men som det fremgår med al ønskelig tydelighed af dagens evangelietekst, så handler Gudsriget om det modsatte, og er et af mange eksempler fra evangelierne på, at Jesus vender vore vante forestillinger og værdier på hovedet.
Den frihed, vi alle har fået givet af Gud, er i kristen sammenhæng friheden til at tjene næsten. At være tjenere, hvor Jesus selvsagt er det store forbillede.
Jeg tror ingen af os nogensinde helt kan undgå at stille spørgsmålet "hvem er den største?", fordi det ligger så meget i os, at vi skal hævde os selv, gøre opmærksom på os selv. Det er nok et vilkår, ikke mindst i et sekulært præstationssamfund som det danske.
Her er det, at evangeliet er så befriende. Vi er sat fri til at tjene næsten, ja sat så meget fri, at Jesus har overdraget Riget til os igennem sine disciple. Det kan vel forstås derhen, som Luther ville sige, at gode gerningerne gør ikke en kristen, men en kristen gør naturligt gode gerninger. Luther taler om, at vi ikke længere skal bruge vore gerninger til at opnå frelsen med. Den kan vi alligevel ikke gøre noget for at få. Det er troen alene, der frelser. Men netop derfor, siger Luther, kan vi bruge vore gerninger til gode for næsten.
Nadveren er - symbolsk - nok det bedste eksempel på, at ingen er størst, men alle lige. Jeg kender i hvert fald ikke andre sammenhænge, hvor meget forskellige personer helt uproblematisk knæler side om side, uanset baggrund og status i øvrigt.
Men det er værd at huske, at Jesus både er gave og opgave. Nåden får vi for intet, men opgaven er der også, også selvom vi ikke får point for vores gode gerninger.
Det handler om ydmyghed, det handler om værdighed og lighed. Det handler om at hjælpe med ydmyghed, og tage imod med stolthed, som Kierkegaard har sagt et sted i en opbyggelig tale.
Det handler om, glimtvis, at møde Gudsriget dennesidigt, det Rige, som Jesus forlods har overgivet til os, hvor vi skal spise og drikke ved Hans bord, som vi symbolsk allerede nu gør ved nadveren, hvor det rene fællesskab med Gud og næsten er fuldbyrdet. Her handler det ikke om noget-for-noget, det handler om at være.
Og det er åbenlyst, at så giver det ingen mening at stille spørgsmålet "Hvem er den største?".
Amen.
