Prædiken til 1. søndag efter Trinitatis, 2013 (Luk 16,19-31)
Holdt i Thorning og i Vium Kirke i anledning af min indsættelse
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«
Man kan sige, at denne søndags tekst er udtryk for kristendommen i en nøddeskal, og man kan godt blive forvirret på et højere plan, de første par gange man læser teksten.
For er det virkelig det, som kristendommen handler om? At nogle af os havner i Abrahams skød, og andre pines i dødsriget? Er det virkelig evangeliets sidste ord til os?
Og kan det være rigtigt, at alene dette at være rig, og have haft, hvad mange givet vil anse for et heldigt liv i fest og pragt, i sig selv gør Guds nåde umulig?
Nu er Danmark heldigvis stadig et meget lige samfund, så det første billede, der dukker op for mig, er den globale ulighed i verden. Giv os i dag vort daglige brød, beder vi, men spørgsmålet er, om ikke vi er blevet ret sammenspiste, når vi dagligt kaster os over vores veldækkede bord. For der er mange fra den fattige del af verden, der kigger på, når vi sidder og nyder af vores overflod, spiser os mætte, og ikke mangler tøj at gå i. Vi tager vores situation for givet i den rige del af verden, er sammenspiste, i stedet for at spise sammen med de fattige, og tænke dem med i vores fællesskab. Det hedder jo ikke MIT, men VORES daglige brød.
Men hvor mange os ønsker for alvor at gå ned i levestandard, for at den fattige del af verden, også kan spise med? Hvad der konkret skal til, er jo et politisk spørgsmål, selvom det også handler om menneskesyn, og spørgsmålet om, hvem der egentlig er vor næste. En af de mest berømte historier fra evangelierne er nok historien om den barmhjertige samaritaner, som indledes med, at Jesus får stillet det farisæiske spørgsmål om, hvem der er vor næste. Og det er jo ganske tragik-komisk. For det giver kun mening at stille det spørgsmål, hvis man faktisk ønsker at udelukke nogle medmennesker, som medmennesker. Jesus svarer som altid på en drilsk måde, at opgaven er, at være næste for vor næste. Vor næste er hvem som helst, som vi ser, lider nød. Samaritaneren handler jo ikke fordi, han lige er i nærheden, selvom det nok er praktisk, men fordi, at han SER den nødlidende. Han SER, og handler.
Det er med andre ord et vilkår, at vi er forpligtet på vor næste, skal bære hinandens byrder, som det hedder hos Paulus. At det i praksis er svært at gøre det konsekvent, er også et vilkår. Ikke alene kan vi jo ikke alle tage til et u-land og være ulandsfrivillig. Vi har jo lige så vigtige forpligtelser overfor vor familie og venner - de er jo også vore næst'er. Men det ændrer ikke på fordringen, og den helt principielle forpligtelse til at tage vare på den trængende næste, som vi ser.
Og derfor er dagens evangelietekst også ret så provokerende. For vi er jo alle i den rige mands situation, i hvert fald billedligt talt. Denne rige mand har jo ikke gjort noget decideret forkert, i hvert fald ikke juridisk. Han kan sagtens tænkes at have levet et sobert liv, med respekt for sine medmennesker, været en god familiefar, osv.
Men uanset, hvor almindeligt det er for mange af os at leve et dagligdags liv, hvor vi sjældent mangler mad på bordet, så er det også samtidig ret klart, at vi netop lader en hel masse mennesker i stikken, personer, der som Lazarus i dagens tekst, blot ønsker at spise sig mæt i det, der falder fra vores bord - når vi har lavet for meget mad, og ser os nødsaget til at smide noget af det ud. Det er nemlig situationen for mennesker som Lazarus. Og det er vor forpligtelse at ændre på situationen. Hvordan, må vi selv finde ud af, for selvom fordringen er klar - du skal elske din næste - siger fordringen intet om, hvad vi faktisk skal gøre. Som K.E. Løgstrup ville sige, så er fordringen TAVS, vi er nødt til at tænke selv.
Derfor ser det ret sort ud for os alle sammen, for hvem af os kan se sig fri for at svigte engang imellem, og måske også oftere, end vi bryder os om at indrømme. Skulle vi dømmes på vore gerninger, ser det hele meget sort ud.
Johannes Møllehave har i en prædiken sagt det meget godt. Han forestiller sig billedet af menneskeheden, der skal dømmes i gode og onde. Og vi får, som udgangspunkt, alle den hårde dom. Pladsen, hvor alle de retfærdige bliver ført hen, Himlen, i Abrahams skød, er helt tom.
Men Guds fuldstændigt uforståelige nåde løfter os alle over i den tomme plads. Helt uforskyldt, og til trods vor vore gerninger, får vi del i nåden. Denne tankegang er med andre ord udtryk for alles frelse, en forestilling, som jeg mener man skal passe på med, forstået på den måde, at det aldrig må blive en læresætning, noget, som vi VED os sikker på, for hvor skulle vi vide det fra.
Når det er sagt, så giver fortabelsens mulighed, med troens og kærlighedens fortegn, absolut ingen mening, hvis man spørger mig. Men selvom det ingen mening giver, må det aldrig blive en læresætning, da det ville tage friheden fra Gud. Han kan kaste os alle i fortabelsen, hvis det er det, Han vil. MEN med troens og kærlighedens fortegn, giver denne mulighed - i praksis, om man så kan sige - ingen mening. Eller som jeg ynder at sige: "Jeg er ikke bange for dommen, da jeg er overbevist om, at det er Kristus, og ingen anden end Kristus, der skal dømme mig". Nåde over nåde, som det hedder hos Johannes.
Men siger evangelieteksten ikke noget andet? Her forekommer det ret klart, at rigmanden er havnet i helvede, mens Lazarus er havnet i himlen. Men jeg mener ikke, at det er hovedpointen, og Det Nye Testamente rummer som bekendt både udsagn om alles frelse, og udsagn om dom til frelse eller fortabelse.
Nej, rigmanden her, vil så gerne advare sine brødre, nu han kan se, at hans egne handlinger har haft konsekvenser, som om det ikke burde sige sig selv, at vores handlinger har konsekvenser, også de handlinger, vi ikke foretager. Det er hovedpointen. Men forkyndelsen er meget absolut, og hans ønske må først og fremmest ses som desperation. For det er jo lige meget, hvordan man forkynder, hvis ikke den anden er bare nogenlunde åben for budskabet. Så går det hen over hovedet på modtageren. "Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde", som Abraham siger til sidst.
Men kan det virkelig være rigtigt, at dette at være rig, i sig selv fører os lige lukt i fortabelsen.
Tja, som antydet tidligere, må rigmanden nemlig først og fremmest være et billede på os alle, som forsøger at leve det liv, vi ønsker, hvor det i høj grad er os selv, der er i centrum, når vi søger at gøre karriere, skabe et lykkeligt liv, eller hvordan vi ynder at formulere os. Måske ikke ligefrem i sus og dus som rigmanden, men dog et nogenlunde komfortabelt liv, som det jo er muligt i et land som Danmark.
Den ydmyghed, hvor vi nøjes med at ønske smulerne fra de riges bord, ligger de fleste af os fjernt. Ikke at vi er ligeglade, og opfører os dårligt overfor vore medmennesker. Men det ubetingede, og konstante fokus på næsten, er menneskeligt umuligt, selvom det er fordringen. Vi kan nok gøre det glimtvis, i det kærlige møde med vor næste, hvor vi kan opleve gudsriget glimtvis. Men ellers ikke.
Derfor er det så velgørende med Guds nåde, som det daglige brød. Selvom vi for ofte opfører os som rigmanden, selvom vi så tit fokuserer på, at leve vore egne liv, hvor vor trængende næste kommer lidt for meget i parentes, ja, så elsker Gud os ubetinget på trods. Det er fuldstændigt uforståeligt, med de svigt, vi dagligt gør os skyld i.
Men Guds nåde er fuldstændigt uudgrundelig, og ubegribelig. Den gør det muligt for os mennesker at leve netop som de mennesker, vi nu engang er. Vi er ikke perfekte, men det er et eksistensvilkår. Vi er accepteret af Gud på trods.
