Prædiken til 1. søndag efter Hellig Tre Kongers Søndag, 2014 (Mark. kap. 10, v. 13-16). Holdt i Vium Kirke
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
For nylig så jeg en ord-kollage af billedkunstneren Tanja Nellemann Poulsen, som stillede spørgsmålet: "Hvem ejer himlen?".
Den fik mig til at tænke på denne søndags tekst, hvor det jo hedder, at "Gudsriget er deres", altså børnenes. Jeg har altid undret mig over denne oversættelse, og ser man til en ældre bibel og en ældre oversættelse, så står der her "Gudsriget hører sådanne til". Hvor det første udtrykker et ejerforhold - Gudsriget er deres - udtrykker det andet et tilhørsforhold, eller en samhørighed.
For - hvem ejer himlen? Ja, det er der ikke rigtigt nogen, der gør.
I min tidlige studietid, og også tiden før den, var dette blandt mine absolutte yndlingscitater fra Det Nye Testamente. Det rummer meget af kristendommens væsen, det handler om forholdet mellem tro og tillid, det handler om dåben, det handler om disciplenes forståelse af Jesus eller mangel på samme.
Allerede Luther gjorde et stort nummer ud af at fortælle, at selvfølgelig kunne et barn tro. Når barnets forældre kaster det lidt op i luften, for at gribe det igen, har barnet en ubodelig tillid til, at forældrene nok skal gribe det igen. Der er en umiddelbarhed på færde, som vi som voksne nok har lidt svært ved at begribe. Og her kan tro netop passende oversættes til tillid.
I det hele taget er det meget sigende at oversætte tro med tillid.
Og det handler som antydet om umiddelbarhed. Jeg tror, vi alle kender til det fra hverdagen, og fra selskabelige sammenhænge. Når man glemmer sig selv, og giver sig hen i en samtale, eller tilsvarende, så er man meget umiddelbar, er måske også mere sårbar. Man lukker af for sine forbehold, og er meget nærværende og meget tilstede. Løgstrup skriver et sted om vores selvopholdelsesdrift. Det er den, vi alle har, hele tiden, i større eller mindre grad. Det er den, der gør, at vi altid tager udgangspunkt i os selv, på den ene eller anden måde. Og så kan vi dog opleve at give lidt slip, glimtvis, i umiddelbarheden, hvor vi lukker af for vores forbehold, og giver os hen i en samtale eller i et selskab. Løgstrup skriver, at når dette glimt af fuldstændig selvhengivelse, hvor selvopholdelsesdriften er sat ud af kraft, når dette glimt bliver udvidet til evigheden, ja, så har vi Gudsriget.
"Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det". Selvhengivelse, umiddelbarhed, blind tillid.
Det er også derfor, at barnedåben står så centralt i folkekirken. Som bekendt er dagens evangelietekst en af de to faste læsninger ved enhver dåb.
Det handler netop om umiddelbarhed og blind tillid, når man døber et barn. På den måde bliver barnet også forbillede på den rette måde at forholde sig til troen på. Uagtet at det er gudfader eller -moder, der på barnets vegne siger ja til trosbekendelsen, og dermed står for den mere reflekterende del af dåben.
Hvad jeg selv kan undre mig over, eller i hvert fald vil spørge nysgerrigt til, er udsagnet, at børnene hører Gudsriget til. Det jo mere end antyder, at dåben er unødvendig.
Man kan nemlig spørge, om det i lyset af Jesu forkyndelse giver mening at sige, at der er dåben, som giver adgang til fællesskab med Gud, det vil sige Gudsriget.
Personligt kender jeg en, som er bekendende kristen, forstået på den måde, at han er overbevist om, at Jesus er Guds Søn.
Han er bare ikke døbt. Så lyder spørgsmålet: Gør det ham til mindre kristen? Vil Gud elske ham mere, hvis han bliver døbt?
Jeg mener dog også, at det vil være utænkelig at have en folkekirke uden barnedåb. Dels giver det en mulighed for en naturlig tilknytning til kirken, dels giver ritualet blandt andet mulighed for at forkynde, hvor markant en rolle barnet som 'forbillede' spiller i Jesu forkyndelse.
Derfor kan man spørge, om det giver mening at hævde, at dåben er betingelsen for frelsen - for de små børn hører allerede til Gudsriget, ifølge Jesu eget udsagn! Troen vises i handling og holdning overfor næsten, ikke igennem ydre ritualer. Men det står i mine øjne ikke i modsætning til udsagnet om, at dåben er fundamentet for folkekirken - om ikke andet så igennem det faktum, at det er dåben, der viser den enkelte ind i folkekirkens fællesskab, og er det ritual, hvor den lille ny vises frem for menigheden. Derfor er jeg personlig heller ikke den store tilhænger af lørdagsdåb. En dåb bør foretages under højmessen, hvor menigheden er tilstede.
Og så er det jo også dåben, der gør os til en del af det, som Luther kaldte for det almindelige præstedømme, hvorfra præsterne skal kaldes og være præster i praksis. Det almindelige præstedømme er helt enkelt fællesskabet af alle døbte. Lad mig i den forbindelse også nævne, at det er årsagen til, at det er meningsløst at udelukke kvinder fra præsteembedet. Kvinder tilhører selvsagt det almindelige præstedømme på samme måde som mænd - igennem dåben. At afvise kvindelige præster, er at frakende dem deres dåb.
Dagens evangelietekst er også baggrunden for, at jeg sommetider gør et stort nummer ud af, at kristendommen ikke er så avanceret, som teologiske diskussioner sommetider synes at gøre den. Som tidligere nævnt, så handler det om umiddelbarhed. Umiddelbarhed og spontanitet.
Går vi til Løgstrup vil han sikkert tale om de suveræne livsytringer, den måde, som vi hver især handler på overfor vor næste. Ser vi et trafikuheld, så går vi jo ikke bare videre, men ringer 112, eller hvad, der nu er passende i situationen. I krisesituationer er vi som regel ret spontane, så har vi en god idé om, hvordan vi bør handle, og vi ved, at vi skal handle hurtigt.
Og hvad så, når vi ikke handler umiddelbart og spontant? Ja, så vil jeg påstå, at vi ikke rigtigt handler, i hvert fald ikke i forhold til den næste, der står foran os. Hvis vi ikke handler umiddelbart eller spontant overfor det medmenneske, der står foran os, og beder om ti kroner til et brød, så gør vi slet ingenting. Vi bliver måske apatiske, prøver hurtigt at finde en god grund til at skynde os videre.
Måske er det derfor, at vi så tit svigter vor næste. Fordi vi mangler umiddelbarheden, spontaniteten. Vi tænker måske for meget over situationen, vil lige have vendt tingene med os selv. Hvilket meget hurtigt kan blive en undskyldning for slet intet at gøre.
Derfor er Jesu bud om, at disciplene ikke skal afvise børnene, men lade de små børn komme til Jesus så centrale. Vi skal lære og se til børnenes umiddelbarhed og spontanitet. For Gudsriget hører sådanne til. Det er i det umiddelbare møde med vor næste, det kærlige møde med vor næste - det spontane, om man vil, møde med vor næste, der skaber Gudsriget glimtvis.
Man kan sikkert ikke leve et ansvarligt liv på umiddelbarhed og spontanitet, og det er muligvis også derfor, det så tit går så galt, med vore forpligtelser overfor vore næst'er. Det må dog aldrig blive en sovepude for os, fordringen er der hele tiden, uanset hvor besværlig vi synes den er. Jesus er både gave og opgave. At Jesus er gave, er vi protestanter gode til at huske hinanden på. Vi får nåden for intet, vi får den som en del af det daglige brød til at leve på.
Men vi må aldrig glemme, at Jesus også er opgave. Selvom vi ikke får point for vore gode gerninger, så er vi forpligtet på dem alligevel, det skulle helst være en naturlig del af troen, for på troens frugter skal troen kendes, og troens frugter er kærlighed.
Så det, vi kan gøre, er, at glæde os over alle de barnedåb, vi oplever, huske på Jesu udsagn om, at Gudsriget hører de små børn til, og huske på det bud, som Jesus selv kalder det første og største bud, nemlig det dobbelte kærlighedsbud. Huske på det, tage det til os, og uanset hvor mange gange vi føler vi svigter og fejler i forhold til vores næste, så alligevel blive ved. Og opleve Gudsriget glimtvis, når vi umiddelbart og spontant giver os hen i fællesskabet med vor næste.
Amen.
