Demokrati og islam?

Som jeg har givet udtryk for andetsteds, mener jeg, at demokratiet ligger i naturlig forlængelse af kristendommen, selvom kristendommen ikke har opfundet det.

Men hvorvidt demokrati og islam kan forenes eller ej, er ikke så enkelt som mange af os gerne vil gøre det til. Problemstillingen er kompleks, men det er et faktum, at nogle muslimer ser de to størrelser som komplet uforeninge og andre ikke ser problemet. Og så synes jeg ikke at det nytter noget, at vi uden videre insisterer på, at de to ting er uforeninge, hvis mange muslimer siger det modsatte. Personligt bliver jeg selv irriteret, hvis en ikke-kristen insisterer på at fortælle mig, hvad jeg mener, når jeg bekender mig til kristendommen. Hvad jeg mener, skal jeg nok selv formulere. Sherin Khankan skriver i bogen Islam og forsoning, at man kan skelne mellem religion og religiøsitet. Hvor religion er det absolutte statement at islam er sandheden, eller kristendommen er sandheden. Og hvor religiøsiteten er måden, religionen bliver udlevet på. Jeg er meget enig.

I rapporten Radicalization among Young Muslims in Aarhus lyder det blandt andet (s. 138): "ingen af dem [blandt de interviewede] mener, at forestillingen om, at det er ønskværdigt for en muslim at bo i en islamisk stat, leder til forestillinger om, at demokratiet skal bekæmpes. Og selvom mange af interviewpersonerne mente, at etableringen af en islamisk stat var et ønskværdigt mål, så mente ingen, at det var realistisk eller ønskværdigt at etablere en islamisk stat i Danmark, da der var enighed om, at en islamisk stat kun bør oprettes gennem befolkningens frivillige tilslutning".

Og i forlængelse heraf kan man så passende spørge, hvad en islamisk stat egentlig er for en størrelse. Her er nemlig ikke ens meldinger, hverken i Danmark eller i udlandet. Aninah Tønnsen har fx. udtalt: "Danmark er et udmærket eksempel på, hvordan en islamisk stat kunne praktiseres. Der er ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og skolesystemet er baseret på, at børn skal lære at tænke selvstændigt. Vi har mange af de rettigheder, som man burde have ifølge Koranen." (4. juni 2002 i Information). Og Hamid El Mousti i en pressemeddelelse: "Danmark er en islamisk stat. Uanset om regeringen, Dansk Folkeparti eller socialdemokraterne kan lide det eller ej, så er Danmark en islamisk stat. De såkaldte vestlige værdier er i virkeligheden islamiske værdier der er overtaget af vesten. Nemlig respekt for de mest elementære menneskerettigheder. Respekt for folkets mening. Sørge for de gamle og de syge, osv. Problemet er, at de arabiske ledere er korrupte og despotiske. Ifølge profeten Mohammed er korrupte mennesker ikke muslimer". Således er det da også tankevækkende, at en undersøgelse fra 2014, foretaget af den iranskfødte professor Hossein Askari fra George Washington Universitet i USA, fortæller, at Danmark er verdens næstmest islamiske land, kun overgået af Irland. Læs artiklen her.

Benazir Bhuttos bog Forsoning. Islam, demokrati, vesten er også interessant i denne henseende. Hendes far udarbejdede forfatningen til Pakistan, som blev vedtaget i parlamentet i 1973, og den indledes blandt andet med ordene: "det er det pakistanske folks vilje at etablere en ny orden: (...) Hvorunder principperne for demokrati, frihed, lighed, tolerance og social retfærdighed, som de fremstilles i islam, skal overholdes strengt. Hvorunder muslimer skal have mulighed for at indrette deres private og kollektive liv i overensstemmelse med islams lære og krav, som de er fremsat i den hellige Koran og sunna (..)" (s.91).

At det ikke bare er ord viste hun selv, da hun, som overbevist muslim, blev den første kvindelige premierminister i Pakistan: "Jeg sørgede for at sende et klart signal til Pakistan og til hele verden, både rent praktsk og symbolsk. Jeg gav det pakistanske folk demokratiet tilbage. Jeg løslod alle politiske fanger. Jeg genoprettede frie, åbne og ucensurerede strykte og elektroniske medier. Jeg lod CNN - som på det tidspunkt var den eneste globale fjernsynsstation - lave reportager i Pakistan og tillod fri import af alle aviser. Jeg fjernede alle begrænsninger og bestemmelser, som kunne hindre NGO'er i at arbede frit, også grupper, som arbejdede for kvinder frigørelse og menneskerettigheder, således at Pakistan atter kunne fungere som et frit civilt samfund. For første gang i Pakistans historie gav jeg oppostiionen regelmæssig, hypig og ucensureret adgang til statsmedierne. Jeg ophævede de forbud mod studentersammenslutninger og fagforbund, som Zias militærjunta havde udstedt. Min regering gav amnesty til alle politiske fanger og politikere i eksil, herunder nationalistiske ledere fra Baluchistan og pashtunerne. Vi indledte den adskillelse af den lovgivende og dømmende magt, som jeg færdiggjorde under min næste regeringsperiode" (s. 231f). Hendes regering blev afsat 1990 af præsidenten. En mulighed i flg. forfatningen, såfremt der udskrives nyvalg indenfor 90 dage herefter. Valget blev dog en farce, flere af hendes partis medarbejdere blev fx. fængslet. Verden havde pludselig fået travlt med at rette opmærksomheden mod Saddams invasion af Kuwait.

Men bogen er en stor forsvarstale for demokratiet, som hun grundlæggende mener er vejen frem til fred i verden. Hun henviser til, at islam taler om rådslagning ved beslutninger (hvilket biblen ikke engang gør), og til religionsfriheden udtrykt ved "Jeg har min religion og du har din religion".

Selvom hun erklærer, at hendes medmuslimer selv har et indiskutabelt ansvar for den manglende demokratisering i de overvejende muslimsk dominerede lande, så får Vesten også slag. Først og fremmest pga den opportunistiske realpolitik, Vesten med USA i spidsen har ført, hvor man har støttet militærkup mod demokratisk valgte regeringer, fordi man frygtede, at disse regeringer var for kommunistiske, eller støttet tvivlsomme regimer, fordi de har erklæret sig på USAs side i kampen mod terror.

Jeg er derfor ret fortrøstningsfuld mht til forholdet mellem demokrati og islam. Benazirs forsvar for og forklaringer af forskellige udvalgte korancitater, også de mere kontroversielle, finder jeg ganske vist ikke særlig overbevisende, men hun ser tydeligvis mere på kontekst og praksis, både i kulturkristne lande og i muslimske, end på de enkelte skrifter som sådan, selvom hun altså ikke tager afstand fra teksterne, men prøver at forklare dem.

I forlængelse af de folkelige opstande i Nordafrika/Mellemøsten i begyndelsen af 2011, som 14. januar væltede præsident Zine al-Abidine Ben Ali i Tunesien, og 11. februar væltede præsident Muhammad Hosni Said Mubarak i Egypten, bliver det meget spændende at se, hvordan folket i disse muslimske lande rent faktisk vil praktisere demokratiet, og hvordan de folkelige oprør i Nordafrika/Mellemøsten i det hele taget vil udvikle sig.

Men nu at gøre det helt klart: Muslimer skal vises omsorg og næstekærlighed, som ethvert andet medmenneske/enhver anden næste. Alt andet ville være et brud med det dobbelte kærlighedsbud. Men islam som religion skal bekæmpes med ord, igen og igen og igen...

Æresdrab/seksualitet

Det er min opfattelse, at æresdrab er en kulturel forteelse, og ikke har noget direkte med islam at gøre. Dette synspunkt mere end antydes da også i Naser Khaders bog Ære og skam (s.79). Ikke desto mindre er disse præ-islamiske traditioner meget udbredte i netop muslimske lande, hvor ære-og-skam problematikken spiller en markant rolle. Familiens enhed spiller i denne forbindelse en altafgørende rolle. Ikke sært at især den ældre generation af muslimske indvandrere har svært ved at finde sig til rette i den vestlige kulturs individualisme: "Piger og drenge får tudet ørerne fulde om, at individet kun er en lille del af en større helhed, og at det, der holder sammen på familien, er den gensidige afhængighed, hvor det først og fremmest gælder fællesskabets bedste, derefter kommer den enkeltes. Dette er i skarp modsætning til den danske opdragelse, som sigter på at skabe selvstændige individer, der selv - i princippet uden familiens hjælp - kan tage vare på deres liv (...) Familien skal altid fremstå som samlet, stærk og urørlig. Ingen må kunne sætte en finger på noget" (s. 175).

Ikke at vi ikke kender til ære og skam her til lands. Khader giver selv eksempler på udtryk som 'jeg er ikke en af den slags piger' og 'jeg vil ikke være hanrej og til grin for mine venner'. Som det fremgår af eksemplerne, har ære og skam begreberne en del med seksualitet at gøre, og det er formentlig derfor, at de ulykkelige æresdrab ofte ligger i forlængelse af, at en pige fra en muslimsk familie bliver kæreste med en etnisk dansker på en 'upassende måde'. En sådan afvigelse fra traditionen er netop et brud på familiens enhed, og ud fra denne kyniske logik må hun nødvendigvis ryddes af vejen.

Det er sikkert også derfor, at tørklædedebatten bliver så speget. På den ene side er der denne mærkelige insisteren på, at tørklædet per definition er kvindeundertrykkende. Især Dansk Folkeparti har vedtaget denne 'sandhed'. På den anden side er en del af tørklædets funktion netop, at kvinden har mulighed for at være sig selv, uden at blive opfattet som et sex-objekt. Grunden til at tørklædet i sin tid blev en naturlig del af muslimsk kultur, var fordi, at kvinderne gerne ville have samme høje status som Muhammeds mange hustruer, som dækkede sig. En muslimsk kvinde skal netop ikke tiltrække sig uvedkommende mænds opmærksomhed. Gør hun det, er hun selv ude om det.

Derfor også forargelsen over (letpåklædte) danske piger. De vil gerne være sex-objekter, det signalerer deres påklædning nemlig, og dermed ligger det lige for at kalde dem for 'ludere', hedder det (og det er naturligvis ikke undertegnedes holdning). Kultursammenstødet kan næsten ikke være mere markant. Problemet i vestlig kultur er jo blandt andet, at tørklædet kommer til at virke modsat. Hvor tørklædet skulle få især mænd til at kigge den anden vej, tiltrækker tørklædet i stedet for opmærksomhed, da det jo ikke er en normal del af såkaldt dansk kultur. Som også Bertung er inde på i Værdier, så kunne kravet til kvinder om at dække sig, i stedet tolkes til at betyde, at man blot skal gå i anstændigt tøj.

Det største problem undertegnede har med tørklædet er, ud over det, jeg har nævnt i afsnittet om tørklæder, at det virker forkyndende. Det er muligvis ikke hensigten, men sådan virker det, og det er sandsynligvis en væsentlig del af grunden til, at tørklædet debatteres så heftigt.

Mht. til forholdet til seksualitet kan kristendommen dog ikke gå ramt forbi. I en meget stor del af kristendommens historie har der hersket en udpræget seksualforskrækkelse, især takket være Paulus (og selvfølgelig ikke Jesus). Det vil også fremgå af mit kristendomssyn, at en stor del af de uoverensstemmelser, der er mellem den konservative højrefløj i folkekirken, og så det syn, min hjemmesiden fx. giver udtryk for, har en mere eller mindre direkte reference til køn og seksualitet.

På dette punkt mener jeg faktisk, at det er ikke så lidt endda, som Paulus har på samvittigheden. Fx. er homoseksualiet i vores kultur blevet noget odiøst, ja, i nogle miljøer så odiøst, at det udløser disse forfærdelige hate crimes. Og i det hele taget er denne utrolige fokus på og blanden sig i andres seksuelle orientering, mig til stadighed en gåde.

Har man virkelig ikke vigtigere ting at forholde sig til???

Men nu at gøre det helt klart: Muslimer skal vises omsorg og næstekærlighed, som ethvert andet medmenneske/enhver anden næste. Alt andet ville være et brud med det dobbelte kærlighedsbud. Men islam som religion skal bekæmpes med ord, igen og igen og igen...