Valget, forvandlingen og lidenskaben

“Dog, Aanden lader sig ikke spotte, den hævner sig paa Dig, den binder Dig i Tungsinds Lænke” (EE2,190), siger etikeren og nævner igen kejser Nero-eksemplet.

“Seer Du, min unge Ven, dette Liv er Fortvivlelse, skjul det for Andre, for Dig selv kan Du ikke skjule det, det er Fortvivlelse. (...) Du er som en Fødende, og dog holder Du bestandig Øieblikket tilbage og bliver bestandig i Smerten. (...) Hvad frygter Du da? Du skal jo ikke føde et andet Menneske, Du skal blot føde Dig selv. Og dog, jeg veed det vel, der er et Alvor deri, som ryster hele Sjælen; at blive sig bevidst i sin evige Gyldighed er et  Øieblik, der er betydningsfuldere end Alt i Verden”. (EE2,192)

Om man vil blive sig bevidst som den, man er i “evig og usvigelig Forstand”, “i sin evige Gyldighed” er et “Enten-Eller”. Man kan vælge dette, eller man kan vælge ikke at vælge - og dermed (i en anden forstand af ordet, da det ikke er noget etisk valg) vælge et liv i fortvivlelse, et liv i fortabelse.

Men hvis man virkelig vil ud af fortvivlelsen er der iflg. etikeren kun eét at gøre. Hans råd til æstetikeren lyder i alt sin korthed:

   “fortvivl!” (EE2,193)

Men

“Den, som fortvivler over et Enkelt, løber Fare for, at hans Fortvivlelse ikke bliver sand og dyb, at det er en Skuffelse, en Sorg over det Enkelte. (...) Tager den Fortvivlede feil, troer han, at Ulykken ligger i det Mangfoldige udenfor ham, da er hans Fortvivlelse ikke sand, og den vil føre ham til at hade Verden og ikke til at elske den. (...) naar Du i Fortvivlelsen har fundet Dig selv, da vil Du elske den, fordi den er det, den er. (...) Saa fortvivl da, af Din ganske Sjæl og af al Din Tanke, jo længere Du udsætter det, jo haardere blive Vilkaarene, og Fordringen den samme”. (EE2,194)

Det er meget vigtigt at forstå, at etikerens råd til æstetikeren, at han skal fortvivle, ikke er over “det Enkelte”, over en ting eller en begivenhed eller speciel episode el.lign. Det skal være en fortvivlelse over sig selv, over sit selv, det indvortes. Derefter vil han elske verden, det udvortes, “fordi den er det, den er”. Han har gjort det udvortes indvortes.

Jeg har tidligere været inde på æstetikerens digter-eksistens. Nu siger etikeren:

“Men vil Du ikke være Digter, saa er der ingen anden Vei for Dig end den, jeg har viist Dig: fortvivl! Saa vælg da Fortvivlelsen, thi Fortvivlelsen selv er et Valg, thi man kan tvivle uden at vælge det, men fortvivle kan man ikke uden at vælge det. Og idet man fortvivler, vælger man atter, og hvad vælger man da, man vælger sig selv, ikke i sin Umiddelbarhed, ikke som dette tilfældige Individ, men man vælger sig selv i sin evige Gyldighed”. (EE2,196)

Der er altså forskel på tvivl og fortvivlelse.

“Tvivl er Tankens Fortvivlelse, Fortvivlelse er Personlighedens Tvivl, derfor er det, jeg holder saa fast paa den Bestemmelse at vælge, der er mit Løsen, Nerven i min Livs-Anskuelse (...) Tvivl er den Indre bevægelse i tanken selv, og i min Tvivl forholder jeg mig saa upersonligt som muligt. (...) Fortvivlelse er et langt dybere og fuldstændige Udtryk, dens Bevægelse langt mere omfatttende end Tvivlens. Fortvivlelse er netop et Udtryk for den hele Personlighed, Tvivl kun for Tanken”. (EE2,197)

Han kan kun fortvivle, hvis han samtidig vil være sig selv. Derfor er det, at æstetikeren har så svært ved det - han vil jo netop ikke være sig selv. Den “Indre bevægelse i tanken selv” kender æstetikeren alt til - det var det vi så i første del. Han blev nærmest beruset af sine intellektuelle tanke-spring, fra den ene idé til den anden. Det var også karakteristisk, at han forholdte sig aldeles upersonligt til samtlige tekster. Æstetikeren vil ikke noget som helst, men for at fortvivle, skal han virkelig ville.

Han skal altså vælge fortvivlelsen, og dette at vælge fortvivlelsen er et absolut valg: Dvs. enten vælger han at fortvivle (eneste valgmulighed), eller også gør han ikke. Blandt de  relative valg er der jo en mangfoldighed: Man kan vælge at være brandmand, økonom, assessor ved retten, osv. Man kan tage til Mallorca, Kos, Tenerifé, osv.

At man skal vælge fortvivlsen, for at blive den kvit, er mildt sagt et underligt udsagn. Også rent sprogligt er det volapyk. Nu er ham, der trækker i trådene i Enten-Eller, nemlig Kierkegaard, ligeså meget psykolog som filosof, poet og teolog. Hvad der er på spil i det mærkelige udsagn, kan man prøve at forklare rent psykologisk - selvom etikeren ikke gør det. Jeg mener, at man kan oversætte udsagnet således: Anderkend, at du faktisk er en person, som er fortvivlet, tag det alvorligt, og søg at blive afklaret med denne tilstand. Hvis man er afklaret med, at man er fortvivlet, er man jo ikke længere fortvivlet. Det giver ingen mening at snakke om at være afklaret og fortvivlet samtidig. I så fald er man jo ikke afklaret.

Det kan også forklare, hvorfor dette at vælge fortvivlelsen nærmest er synonym med at vælge sig selv. Er man ikke afklaret med fortvivlelsen, er man heller ikke afklaret med sig selv. Har man således i sandhed valgt sig selv og dermed er afklaret med sig selv, så er fortvivlelsen jo – borte.

Nu er der naturligvis en grund til, at etikeren ikke bruger denne terminologi. Han er ganske enkelt ikke psykolog, som andre af Kierkegaards personer, og tænker ikke i psykologi, selvom disse tanker nok ligger i udsagnet at fortvivle.

Men som det vil fremgå af dette afsnit, giver det faktisk meget mening at tale om at vælge fortvivlelsen - som etikeren bruger udtrykket.

Etikeren fortsætter med at udvikle sine tanker:

“jeg vælger det Absolute, der vælger mig, jeg sætter det Absolute, der sætter mig. (...) Hvad jeg vælger, det sætter jeg ikke, thi dersom det ikke var sat, saa kunde jeg ikke vælge det, og dog, dersom jeg ikke satte det derved, at jeg valgte det, saa valgte jeg det ikke. Det er, thi dersom det ikke var, kunde jeg ikke vælge det; det er ikke, thi det bliver først derved at jeg vælger det, og ellers var mit Valg en Illusion”. (EE2,198f)

Og:

“Dette Selv, han saaledes vælger, er uendelig concret, thi det er ham selv, og dog er det absolut forskjelligt fra hans tidligere Selv, thi han har valgt det absolut[1]. Dette Selv har ikke været til før, thi det blev til ved Valget, og dog har det været til, thi det var jo “ham selv””. (EE2,200)

Jeg ved det; man skal holde tungen lige i munden for at forstå disse tanker. Hvordan kan man vælge noget, der er sat, men som i en anden forstand ikke er der, men først bliver sat, idet det vælges?

“Valget gjør her paa eengang de to dialektiske Bevægelser, det, der vælges, er ikke til og bliver til ved Valget, det, der vælges, er til, ellers var det ikke et Valg. Dersom nemlig det, jeg valgte, ikke var til, men blev absolut til ved Valget, saa valgte jeg ikke, saa skabte jeg; men jeg skaber ikke mig selv, jeg vælger mig selv. Medens derfor Naturen er skabt af Intet, medens jeg selv som umiddelbar Personlighed er skabt af Intet, saa er jeg som fri Aand født af Modsigelsens Grundsætning, eller født derved, at jeg valgte mig selv”. (EE2,200)

Det er i den forstand, at man ikke kan vælge noget, der ikke i forvejen er sat. Hvis man kunne det, ville man skabe sig selv. Skabelse er jo at frembringe noget af intet, og det kan kun Gud. Men det, der således er sat af Gud, kan man vælge at gøre til sit eget ved at ville dette selv, ved at ville sig selv, ved at vælge sig selv. Man vælger at gøre det ‘selv’, som man har modtaget af Gud, til sig eget i absolut forstand - man vælger det ‘selv’, der i en forstand er der i forvejen (som sat af Gud) som sit eget, gør det til sit eget. Det selv man har modtaget af Guds hånd, vælger man som sit eget selv.

“Han opdager nu, at det Selv, han vælger, har en uendelig Mangfoldighed i sig, forsaavidt det har en Historie, en Historie, i hvilken han vedkjender sig Identiteten med sig selv. Denne Historie er af forskjellig Art, thi i denne Historie staaer han i Forhold til andre Individer i Slægten og til hele Slægten, og denne Historie indeholder noget Smerteligt, og dog er han kun Den, han er, ved denne Historie. Derfor hører derMod til at vælge sig selv; thi paa samme Tid, som det synes, at han isolerer sig allermeest, paa samme Tid fordyber han sig allermeest i den Rod, ved hvilken han hænger sammen med det Hele. Det ængster ham, og dog maa det være saa; thi naar Frihedens Lidenskab er vaagnet i ham - og den er vaagnet i Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget - saa vælger han sig selv og kæmper for denne Besiddelse som for sin Salighed, og det er hans Salighed”. (EE2,200f)

Har man valgt sig selv, vælger man også den historie, der har gjort en til den, man er. Både ens egen historie og slægtens[2]. Eller som det udtrykkes et andet sted: Individet partipicerer i slægten, og slægten partipicerer i individet.

Dette er en meget radikal tanke, for også angeren bliver nødvendig:

“Han angrer sig tilbage i sig selv, tilbage i Familien, tilbage i Slægten, indtil han finder sig selv i Gud. Kun paa dette Vilkaar kan han vælge sig selv, og dette er det eneste Vilkaar, han vil, thi kun saledes kan han absolut vælge sig selv. Hvad er dog et Menneske uden Kjærlighed? Men der er mange Arter af Kjærlighed; jeg elsker en Fader anderledes end en Moder, min Hustru atter anderledes, og enhver forskjellig Kjærlighed har sit forskjellige Udtryk, men der gives ogsaa en Kjærlighed, hvormed jeg elsker Gud, og denne har kun eet Udtryk i Sporget, det er: Anger. (...) saasnart jeg elsker frit og elsker Gud, da angrer jeg. Og skulde der ingen anden Grund være til, at Udtrykket for min Kjærlighed til Gud var Anger, saa er der den, at han har elsket mig først. Og dog er dette en ufuldkommen Betegnelse, thi kun naar jeg vælger mig selv som skyldig, vælger jeg absolut mig selv, hvis jeg overhovedet skal vælge mig selv absolut saaledes, at det ikke er identisk med at skabe sig selv (...) Hans Selv er ligesom udenfor ham, og det skal erhverves, og Angeren er hans Kjærlighed dertil, fordi han vælger det absolut, af den evige Guds Haand”. (EE2,201)

For etikeren er angeren udtryk for kærlighed til Gud.

Man kan med andre ord ikke vælge sig selv, uden at vælge Gud i det samme øjeblik, man vælger sig selv.

Her vil jeg komme med nogle bemærkninger om, hvad der egentlig er for et Gudsforhold, etikeren har, når han taler om Gud.

Jeg vil skelne mellem to forhold: Det poetiske og det reelle. Et sådant reelt Gudsforhold vil jeg betegne et forhold, hvor det er fuldstændig meningsløst at tale om det, man ønsker at viderebringe, uden Gud kommer ind i ‘argumentationsgangen’. Forstår man fx. syndefaldet som en konkret historisk hændelse (eller det har uudgrundelig betydning, at denne beretning netop står i Bibelen), giver det ingen mening at tale om dette, uden at nævne Gud. En person, som udelukkende betragter syndefaldet som en myte, som han for så vidt godt kan bruge til at forklare noget om mennesket og sig selv, behøver strengt taget ikke at tale om Gud. For ham vil det være uden betydning om denne historie stod i Det gamle Testamente, eller i en roman af Dostojevski - eller endog om det stod affattet i et andet religiøst skrift end det kristne. Når etikeren har talt om, at dette at vælge sig selv, er som at modtage sit selv af den evige magt, og som at blive adlet for en evighed, kan man nok under alle omstændigheder blive enige om, at han taler uhyre poetisk. Spørgsmålet er snarere, om det egentlig reelt er nødvendigt at blande Gud ind i billedet. Det er jo tydeligt nok, at etikerens pointer gælder både for troende som for ikke-troende.

At etikeren blander Gud ind i billedet er selvfølgelig ikke ligegyldigt for ham. Dels ser etikeren sig selv som kristen, dels udtrykker hans brug af ordet ‘Gud’, at noget radikalt nyt er sket for den person, som vælger sig selv. Om man vælger at tolke det således, at man, idet man vælger sig selv, går fra gudforladthed til en livsfylde, som er givet af Gud selv, eller man ‘bare’ tolker udsagnet som et billedet på, at man - efter valget - ser på sig selv og verden på en radikal anderledes måde, må nødvendigvis være op til den enkeltes temperament og overbevisning. Selvom det efter min mening er svært at tale om skyld, som man ikke direkte er skyld i (slægtens skyld), og at fordre at man skal angre denne ‘uforskyldte’ skyld, uden at blande Gud ind i billedet.

I hvert fald er etikerens holdning klar: Kun hvis man vælger sig selv som skyldig - også det, som et moderne menneske vil benægte at være skyldig i -, kan man vælge sig selv absolut.

Man kan næsten fristes til at spørge, om Æsthetiker A. ikke ville have det bedre som æstetiker - og altså ikke vælge sig selv. Populært sagt: Hvis han skal tage hele slægtens skyld på sig, angre sig tilbage i slægtens historie i kærlighed til skaberen (som han ikke tror på!), så lyder det næsten bedre blot at være æstetiker. Ja, han skal tilmed vælge fortvivlelsen - som om han ikke var fortvivlet nok i forvejen.

Nu er det ganske legalt at være æstetiker, men jeg vil prøve at forklare, hvorfor denne indvending ikke er korrekt. Jeg har allerede været inde på det.

Idet man vælger sig selv som fortvivlet og fortvivler, vælger man sig selv, som det man er, altså fortvivlet. Og idet man vælger fortvivlelsen vælger man at ville i stedet for blot at være ligeglad. Man vælger at ville være sig selv, men da man ikke ville have været det man er, altså ikke havde været dette selv uden slægtens historie, kan man ikke vælge sig selv, uden at tage hele slægtens skyld på sig. Tanken er voldsom, men har alligevel sin egen logik. De fleste kan vel blive enige om, at ens fortid, ens familiebaggrund, de omgivelser man er i, de venner og bekendte man omgåes, skole, gymnasiet, samfundets regler og normer, osv. i én uendelighed (jvf. afsnittet “Det antikke Tragiskes reflex i det moderne Tragiske” fra første del), at alle disse påvirkninger gør os til dem vi er i dag. Ovenstående betragtninger tager blot den yderste konsekvens af denne tankegang. For vores samtid, som vi alle lever i og er et produkt af, er jo selv et produkt af en meget lang historisk proces. Men da det netop er denne historie, der har gjort os til dem vi er i dag, er vi også nødt til at gøre denne historie til vores egen historie (man gør det udvortes indvortes). Og gør vi det, er vi også nødt til at tage slægtens skyld på os. Ellers ville vi jo und-skylde os på slægtens vegne - og dermed undskylder man sig/sit selv, som er det samme som ikke at ville sit selv. Men i stedet skal vi altså angre denne skyld i kærlighed til Gud.

Tankegangen er med andre ord den diamentralt modsatte af den holdning æstetikeren gav udtryk for i afhandlingen om “Det antikke Tragiskes reflex i det moderne Tragiske”. Her gav han udtryk for, at intet var individet skyld, og derfor gav det ikke nogen mening at snakke om en fri vilje, da vi alle grundlæggende hvilede i substantielle bestemmelser (i det udvortes), og derfor hverken kunne gøre fra eller til, og at det derfor var meningsløst at stille den enkelte til ansvar for noget som hels. Han kan jo ikke gøre for det, det er jo ikke hans skyld.

Eller for at udtrykke etikerens pointe helt kort: Det selv, vi har fået, har vi ikke selv valgt. Men vi kan selv vælge – helt frit – at tage imod det. Men det er et enten-eller.

“I Valgets første Øjeblik gaaer derfor Personligheden tilsyneladende ligesaa nøgen frem som Barnet af Moders Liv, i næste Øieblik er den concret i sig selv (...) Han bliver sig selv, ganske den Samme, han var før, indtil den ubetydeligste Eiendommelighed, og dog bliver han en Anden, thi Valget gjennemtrænger Alt og forvandler det. Saaledes er nu hans endelige Personlighed uendeliggjort i det Valg, hvori han vælger sig selv”. (EE2,207)

Således forvandlingen fra æstetiker til etiker.

Jørgen Husted kan i sin bog Wilhelms brev. Etikken ifølge Kierkegaard beskrive det således: “Igennem fortvivlelsen når den enkelte til at indse, at den eneste mulighed for at få mening med et menneskeliv er at indtage den grundholdning, at det individuelle menneskeliv har “evig gyldighed”: at der heri gives den grundlæggende værdi, som er betingelsen for, at noget som helst andet kan være værdifuldt i livet, som vi kender det” (s.161). Dvs. man tillægger dette at have et selv, absolut og evig gyldighed.

Etikerens udsagn: “Frihedens Lidenskab er (...) vaagnet i Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget” (EE2,201) vil jeg nu bruge som afsæt til de følgende betragtninger.

Æstetikeren var også inde på lidenskaben, nemlig i sin afhandling om (Mozarts) Don Juan:

“hans Liv er skummende som den Viin, han styrker sig Paa, hans Liv er bevæget som de Toner, der ledsage hans glade Maaltid, altid er han triumpherende. Han behøver ingen Forberedelse, intet Anlæg, ingen Tid; thi han er altid færdig, Kraften er nemlig bestandig i ham og Attraaen ogsaa, og kun naar han attraaer er han ret i sit Element”. (EE1,95f)

Æsthetiker A har altså fat i noget af det rigtige. At lidenskaben er en evig størrelse.

Men det helt grundlæggende problem for æstetikeren er, at han frygter gentagelsen, som vi har set. Æstetikeren kalder det derfor vane. Og gentagelsen er overhovedet betingelsen for, at kunne leve med lidenskab. At gribe hvert øjeblik med lidenskab. I gentagelsen at erhverve livet med lidenskab og i denne gentagne erhverven, besidde den - som en altid nærværende størrelse, der dog for at blive nærværende, netop skal erobres i den gentagne erhverven.

Løsnet for at forvandle sig fra en æstiteker til en etiker er altså valget, for “Frihedens Lidenskab er (...) vaagnet i Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget”.

Det ejendommelige ved en evig størrelse som lidenskaben er, at den ikke er til, før man faktisk opdager den og - i absolut forstand - vælger den. I det øjeblik man altså vælger sig selv og dermed lidenskaben, forudsætter den sig selv tilbage i al evighed.

Eller man kunne udtrykke det på den måde, at lidenskaben altid er, men at man først skal opdage den som fraværende, som æstetikeren, og derefter, som etikeren, vælge sig selv, som er det samme som at vække den latente lidenskab i sig selv. “Frihedens Lidenskab er (...) [med andre ord] vaagnet i Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget”.

Når livet er som “Musik, der blot er, fordi den bestandig gjentages, blot er i Udførelsens Øieblik” (EE2,130), jvf. forrige hovedafsnit, er lidenskaben der hele tiden, når man forestiller sig musikken som billede på selve lidenskaben, jvf. Mozarts Don Juan, hvor musikken var Don Juan, da han var absolut musikalsk. Men man skal dog kunne høre musikken. Det gør spidsborgeren overhovedet ikke. Dette fænomen kender vi alle: “vi [kan] høre et eller andet, en symfoni f.eks., uden virkelig at høre den. Vi er intenst optaget af noget helt andet”[3]. Men hvis ikke man hører den, kan den ikke blive livskraften i ens liv. Hvad angår æstetikeren kan man sige, at han godt kan høre musikken. Men han har ikke gjort denne musik, denne lidenskab, til sin egen. Den spiller stadig udenfor ham selv, om man så kan sige. Var den hans egen, var den altså bleven vækket i ham, behøvede han jo ikke at søge lidenskaben udenfor sig selv.

Lidenskaben har også fået retning, en på mange måder mere fundamental retning, end den jeg formulerede i forrrige hovedafsnit.

Den har fået retning mod “det Gode”. Lidenskaben er altså ikke længere sat i indifferens, dvs. lidenskab for lidenskabens skyld, men har fået retning. Man vælger sig selv i sin evige gyldighed, modtager sit selv af Gud og vælger dette selv som sit eget, og lidenskaben, som noget indvortes, er blevet vækket og lidenskabens retning er sat mod “det Gode”, og har derved fået sin gyldighed.

Sådan ser etikeren i hvert fald på det - men man behøver jo ikke at være enig.

Men med disse betragtninger er vi langt fra færdige. For dette at vælge sig selv, er også at vælge sig selv i det givne samfund. Var det ikke det, gav valget ingen mening. For hvis ikke det var i det givne samfund, at den enkelte havde sit liv og sin frihed - hvor skulle det ellers være? Under alle omstændigheder er det i hvert fald etikerens synspunkt.

Og selvom “det Gode” har fået sin gyldighed ved valget, er det dog stadig et meget abstrakt begreb. Det mangler at få indhold fra det konkrete liv i det givne samfund.

Men først skal vi se på forholdet mellem det æstetiske og det etiske i mennesket. For selvom man vælger sig selv, og dermed vælger at ville det etiske (“det Gode”), smider man selvfølgelig ikke bare (eller rettere: netop ikke) det æstetiske i sig bort.

Her vil det være passende kort at genkalde de tre måder, etikeren bruge ordet ‘æstetisk’ på.

Dels er det et livssyn, en levemåde - i Enten-Eller sammenhæng, Æsthetiker A.s

Dels er ordet nærmest et synonym for det smukke og det skønne. Prædikater, som for etikeren fx. gav ægteskabet dets gyldighed. Det havde nemlig de to æstetiske idealer, som gjorde det smukt og skønt: Umiddelbarhed, som den første kærlighed, og historie, som kun den ægteskabelige kærlighed havde, nemlig ved den gentagne daglige erhverven.

Desuden bruger etikeren ordet om alt det relative i mennesket, dvs. dets evner og tilbøjeligheder, mv.

Og når etikeren taler om at vælge sig selv i sin evige gyldighed, mener han, at æstetikeren (og os andre!) skal tilkende dette at have et selv, trods det relative og tilfældige i dette, absolut og evig gyldighed.

Næste afsnit handler med andre ord om det æstetiske og det etiske i mennesket.