Det æstetiske og det etiske i mennesket

“Her vil jeg nu afbryde disse Overveielser for at vise, hvorledes en ethisk Livs-Anskuelse betragter Personligheden og Livet og dettes Betydning. (...) Enhver æsthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, blev der sagt; det kom deraf, at den byggede paa det, der baade kan være og ikke være. Dette er ikke Tilfældet med den ethiske Livs-Anskuelse; thi den bygger Livet paa det, som det væsentlig tilhører at være. Det Æsthetiske, blev der sagt, er det i et Menneske, hvorved han umiddelbar er Den, han er; det Ethiske er det, hvorved et Menneske bliver det, han bliver (…) Naar et Individ betragter sig selv æsthetisk, saa bliver han sig dette Selv bevidst som en paa mange Maader i selv bestemmet mangfoldig Concretion, men trods al den indre Forskjellighed er dette dog Altsammen hans Væsen, har lige megen Ret til at komme frem, lige megen Ret til at fordre Tilfredsstillelse. Hans Sjæl er som en Jordbund, af hvilken der opskyde allehaande Urter, alle med lige Fordring paa at trives; hans Selv ligger i denne Mangfoldighed, og han har intet Selv, der er høiere end dette. Har han nu, hvad Du saa ofte taler om, æsthetisk Alvor og lidt Klogskab paa Livet, saa vil han see, at Alt kan umulig ligeligt trives, han vil da vælge, og det, der bestemmer ham, er et Mere og Mindre, hvilket er en relativ Differents”. (EE2,208f)

Citatet her handler om den menneskelige differents, altså det æstetiske i menneske, det hvormed vi hver især er forskellige fra hinanden. Vi har hver især vore evner og talenter og tilbøjeligheder, store som små og hver især er disse egenskaber lige meget en del af vort selv. Uanset at der er noget vi er bedre til end noget andet, er alle disse egenskaber lige meget en del af vort selv.

Men vi må stadig huske, at menneske er et produkt af sit samfund og sin tid. Og så længe man ikke har foretaget det etiske valg, vil de menneskelige differentser altid være noget udvortes, uagtet det af spidsborgeren opfattes som sit eget.

Eller sagt på en anden måde[1]: Spidsborgeren bærer de udvortes funktioner. Det er noget samfundet har givet ham, da han jo blot er produkt af dette samfund.

Mens etikeren sluger denne udvorteshed og dermed gør disse funktioner til sine egne - han gør det udvortes indvortes - og er derfor i en anden forstand ikke blot produkt.

Det er klart, at alle disse differentser umuligt kan trives ligeligt. Selvom de altså alle sammen er en del af vort selv, kan de ikke alle sammen få lige megen plads. Men valget af de enkelte differentser, vil altid være et relativt valg - og derfor ikke noget rigtigt, dvs. absolut, valg. Man kan med andre ord ikke vælge den ene differents frem for den anden - med mindre man ‘vælger’ at leve æstetisk og således basere sit liv på en tilfældig egenskab hos sig selv.

“Jeg har Anlæg til at blive en Don Juan, en Faust, en Røvercapitain, dette Anlæg uddanner jeg nu, thi det æsthetiske Alvor fordrer, at jeg bliver noget Bestemt, at jeg lader Det udvikle sig i dets Heelhed hvortil Spiren er nedlagt i mig”. (EE2,209)

Det er en parodi på æstetikeren, etikeren her udtrykker - talen om “det æsthetiske Alvor” må her være ment som en sarkastisk bemærkning.

Men tanken er klar nok. Hvis der er noget, man er særlig god til, forsøger man at lade sit talent udvikle sig i dets helhed. Men disse valg er stadig æstetiske.

De æstetiske differentser i en har dog stadig deres gyldighed, men på en ganske anden måde.

“I Fortvivlelsen gaaer Intet under, alt det Æsthetiske bliver i et Menneske, kun at det er gjort til tjenende, og derved er det netop bevaret. Ja, det er vel sandt, man lever ikke saaledes deri som før, men deraf følger ingenlunde, at man har tabt det; det kan maaskee blive benyttet paa en anden Maade, men deraf følger jo ikke, at det er borte”. (EE2,212) 

Man er stadig den, man umiddelbart er: Det æstetiske i en. Men man bygger ikke sit liv på disse differentser. Man lader dem blot være tjenende. Er man dygtigt til økonomi, er man naturligvis stadig dygtig til økonomi under en etisk livsanskuelse. Men man lader ikke sit liv stå og falde med dette talent, man lader det blot tjene sig i livet.

Spidsborgeren bygger sit liv på en eller flere  differentser. Han lader hele sit liv stå og falde med, at han kan dette eller hiint, uden han rigtigt er klar over det. Han lader ikke sine differentser tjene ham, men tjener i stedet sine differentser, kunne man sige.

Æstetikeren har et særligt talent i at opsøge nydelsen. Det er hans differents, den han bygger sit liv på – af nød, vel at mærke. I virkeligheden sidder han i samme suppedas som spidsborgeren, da de jo begge bygger deres liv på en – eller måske flere - differentser. Men etikeren vil dog nok mene, at æstetikeren er nået ’længere’ i sit liv end spidsborgeren. For mens spidsborgeren ikke har opdaget sin fortvivlelse, er det jo denne opdagelse, der for alvor har gjort æstetikeren fortvivlet – og det er i denne opdagelse hans potentiale ligger. Det giver ham jo mulighed for at vælge fortvivlelsen – jvf afsnittet om dette.

Den, der har en etisk livsanskuelse har endvidere en absolut differents, nemlig den mellem det gode og det onde.

“men idet han saaledes eier sig selv, viser der sig en absolut Differents, den mellem Godt og Ondt. Saalænge han ikke har valgt sig selv, er denne Differents latent. Hvorledes fremkommer overhovedet Differentsen mellem Godt og Ondt? (...) Tænk hvad Du vil, tænk den abstrakteste af alle Kategorier, tænk den concreteste, Du tænker aldrig under Bestemmelsen af Godt og Ondt, tænk hele Historien, Du tænker Ideens nødvendgie Bevægelse, men Du tænker aldrig under Bestemmelsen af Godt og Ondt. Du tænker bestandig relative Differentser, aldrig den absolute Differents. (...) [Philosophien kan ikke] tænke en absolut Modsigelse, men deraf følger ingenlunde, at denne [modsigelse] ikke er til”. (EE2,207)

Når man har valgt sig selv, viser der sig også en absolut forskel mellem godt og ondt, selvom tanken ikke kan kapere at tænke i sådanne absolutte differentser.

“Det kunde synes betænkeligt, at jeg brugte det Udtryk, at vælge sig selv absolut; thi deri kunde synes at ligge, at jeg valgte baade det Gode og det Onde lige absolut, og at baade det Gode og det Onde tilhørte mig lige væsentligt. For at forhindre denne Misforstaaelse brugte jeg det Udtryk, at jeg angrer mig selv ud af den hele Tilværelse. Anger er nemlig Udtrykket for, at det Onde tilhører mig væsentligt, og tillige Udtrykket for, at det ikke væsentligt tilhører mig. Dersom det Onde i mig ikke tilhørte mig væsentligt, saa kunde jeg ikke vælge det, men var der Noget i mig, som jeg ikke kunde vælge absolut, saa valgte jeg overhovedet ikke mig selv absolut, saa var jeg ikke selv det Absolute, men kun Product”. (EE2,208)

Selvom man ganske vist vælger det gode og det onde lige meget, udtrykker det etiske valg, at man vælger at ville det gode – og angrer det onde.

Opsummerende: Den æstetiske livsanskuelse bygger sit liv på det relative, det tilfældige, dvs. det æstetiske i mennesket - alt det, der gør mennesket til det, han/hun umiddelbar er.

Mens den etiske livsanskuelse bygger sit liv på det absolutte, det, som det umiddelbare menneske kan blive igennem det etiske valg – nemlig absolut i sin evige gyldighed, hvor den enkelte igennem valget vælger at tilkende dette at have et selv, i al sin relativitet og tilfældighed - en absolut værdi. Og hvor eksistensen af og forskellen mellem godt og ondt erkendes – i hvert fald i abstrakt forstand.

Vi mangler nemlig stadig samfundet (med dets normer, værdier, etc.), det udvortes. Det enkelte menneske, det enkelte individ, skal også placeres i det enkelte samfund. Begreberne og mennesket skal have indhold, kan man sige - fra det konkrete liv i det enkelte samfund.

Og det er dette, der er den enkeltes opgave. At være sig selv, som den man er og er blevet, i det givne samfund.

Det er i hvert fald sådan, at etikeren ser på det.