Dagens tekst er et skoleeksempel på, at ethvert tekststykke er taget ud af en større sammenhæng. Ved den første sætning får jeg naturlige associationer til den tidligere historie, hvor Jesus forvandler vand til vin. Det er utvivlsomt et af de mest kendte historier fra evangelierne, mange børn har sikkert tegnet historien i skolen, og den har også været genstand for mange referencer. Lige fra tv-serien "Keeping Up Appearances", som på dansk hedder "Fint skal det være", hvor der er en kort scene med en pastor, der opgiver at prædike over en tekst om næstekærlighed, da han kommer til at tænke på Hyacinth - der som bekendt er seriens hadeobjekt - og i stedet netop vælger historien om Jesus der forvandler vand til vin. I den anden ene af skalaen har vi Michael Kvium, der har lavet et billede, der forestiler en mandsperson - i hvert fald et mennekse - der sidder og forvandler vin til vand. Et meget meget tankevækkende billede - mennesket, der forvandler vin til vand, mens Jesus gør det omvendte.

Denne historie er naturligvis gjort til genstand for utallige læsninger og tolkninger, og en blandt mange er, at det viser en Jesus, der ønsker at glæde sig med sine medmennesker. Han gør aktivt noget, for at sprede glæde. På grund af den spektakulære handling bliver det selvfølgelig også et tegn på, hvem Jesus er. Han skaber glæde, han skaber liv for mennesker.

Jeg læste engang hos Møllehave, at hvor overtro starter ved miraklet, der så skaber tro, er det omvendt i kristendommen. Her er det troen, der skaber mirakler. Sandheden er nok snarere, at det går begge veje, for hvad kommer først. Selve opstandelsen må siges at være et mirakel, men da de fleste kristne ikke har set den, må troen nødvendigvis komme før, at man ser opstandelsen, miraklet, for sig.

Således må man sige, at miraklet under brylluppet i Kana unægteligt førte mange til tro, men Jesus er ikke uden videre begejstret for denne sammenhæng. For, kunne man spørge, tro på hvad? At der er sket et miraklet, ja. Men at Jesus er Guds Søn - ikke nødvendigvis. Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke, klager Jesus. Og historien viser her, at dette at tro ikke er en viljesytring. Man vælger ikke at tro. Enten så tror man, eller også tror man ikke, selvom man nok kan tale om en tro båret af tvivl. Således er forholdet mellem tro og mirakler slet ikke et issue for den kongelige embedsmand, der henvender sig til Jesus. Han reagerer spontant, og beder Jesus komme til hans hjem, inden hans søn, der ligger for døden, faktisk dør. Og lige så spontant og umiddelbart, som den kongelige embedsmand, som altså også er far, har henvendt sig til Jesus. Ligeså spontant fortæller Jesus, at sønnen lever. Og inden manden ser det, tror han - og barnet reddes i samme øjeblik, Jesus udtaler sine livsgivende ord.

Jeg synes på mange måder, at teksten viser kristendommen i en nøddeskal, nemlig forholdet mellem reflektion og umiddelbarhed. Kirkehistorien viser, at der er tænkt rigtigt mange store tanker om, hvad kristendom egentig er for en størrelse. Ligefra spørgsmålet om forholdet mellem Faderen, Sønnen og Helligånden, til spørgsmålet om Kristi to-natur-lære, altså læren om, at Jesus er både Gud og menneske på samme tid. Førstnævnte om treenigheden plejer jeg at udtrykke med, at det dels cementerer sammenhængen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Dels, at Det Gamle Testamente, som dybest set er en antologi over gamle jødiske tekster, har et gudsbillede, som bliver delvis dementeret i Det Nye Testamente. Hvis Faderen, Sønnen og Helligånden er samme væsen, som treenigheden siger, så er billedet af en hævngerrig og straffende gud, som det afbildes i Det Gamle Testamente, en misforståelse, som der rettes op på i Det Nye Testamente. Den hævngerrige gud, der kommer og udsletter alle de onde, som fx. Jehovas Vidner prædiker, er således en umulighed i kristendommen. Hævn og fjendekærlighed hænger ikke sammen. Og hvad angår to-natur-læren plejer jeg at sige, at det kort betyder, at Jesus var fuldt menneske, men da han også er Gud, er han syndfri, og derfor Sandheden. Man kan fx. stille spørgsmålstegn ved Paulus' forkyndelse, da han er synder og fejlbarlig. Det gælder ikke Jesu forkyndelse. Kristendommen har været, og er til stadighed genstand for reflektioner over dets væsen.

Men når alle disse ting er sagt - og de skal siges - så er kristendommen først og fremmest - eller burde være det - praksis. Normalt hedder det ganske vist, at kristendommen er en orthodoxi, og ikke en orthopraxis. Altså, at det handler om den rette tro, og ikke den rette praksis. Det er kun rigtigt i den forstand, at praksis ikke har nogen betydning for frelsen, da frelsen kommer af troen. Men det er samtidig forkert, for tro og praksis skulle jo helst høre sammen. Troen vises i gerninger. Troens frugt er kærlighedens gerninger. Troen vises, når man glæder sig med sine medmennesker, når der handles til fordel for næsten, både den, man kun ser, og den næste, der står lige foran en. Om man skaber glæde ved, billedligt talt, at forvandle vand til vin. Eller ved sit nærvær er en støtte for et medmenneske i en svær situation. Det er ikke det afgørende.

Derfor er jeg også så glad for Grundtvig, der gør kristendommen helt hverdagsnær. Som når en fader er bange for at miste sin søn, og derfor råber om hjælp, beder en bøn, og tror på, at livet får det sidste ord. Eller når man bliver beruset over at være i selskab med sine medmennesker, fordi der er et fællesskab, alene ved det, at vi allesammen er mennesker. Som Desmond Tutu har udtrykt det ved begrebet ubuntu: Jeg er, fordi vi er. Og vi er, fordi jeg er. Og - vi er, fordi Gud er, kunne jeg tilføje.

Man kan selvfølgeligt stille spørgsmålet, om et sådant fælleskab ikke kan være uden et gudsforhold. Hvorfor skal Gud absolut tænkes med. Men dette spørgsmål rejser netop ovennævnte problemstilling, altså forholdet mellem reflektion og umiddelbarhed. For Gud skal jo netop ikke tænkes med. For, tror man på det rene fælleskab, fordi Gud er? Eller er det fælleskabet, der skaber forholdet til Gud, som tænker Gud med, om man vil? Ja, spørgsmålet giver faktisk ingen mening, hvis man er troende. For så tænkes Gud jo netop ikke med. Han er der.

Sker der et mirakel ved et bryllup, så tænker man måske, om Gud kan være indblandet. Modsat den desperate far, som uden videre tror på, at livet får det sidste ord. Den kristne tror uden videre, at Gud selvfølgelig er skaberen af livets mirakler, om det så sker under en dåb, under nadveren eller under et bryllup. Eller man blot betragter den levende verden, så fuld af mirakuløs liv. Gud tænkes ikke med, Han er der uden videre. Det er klart, at denne umiddelbarhed nok sjældent er realiserbar i praksis. Det rene fælleskab med Gud og næsten opleves nok kun glimtvis i denne verden, som Grundtvig ville sige. Dertil er vi mennesker for tænkende, og for beregnende. Der er som bekendt mange andre ting, end det dobbelte kærlighedsbud, vi mennesker retter vor opmærksomhed efter, syndere og fejlbarlige som vi er. Og det er bestemt ikke altid, at vi tilskriver livets undere Guds værk - vi er ofte for rationelle til denne tanke. Derfor lever de fleste af os nok også med en tro båret af tvivl. Altså en umiddelbarhed båret af reflektion. Et hverdagsliv, hvor vi fra tid til anden forholder os til vore medmennesker, også dem udenfor vores dør. Med en bevidsthed om, hvor afhængige vi mennesker er af hinanden. Men også et hverdagsliv, hvor troen ikke uden videre viser sig i praksis, hvor vi søger Gud, selvom Han hele tiden er der, og hvor vi daglig må bede om nåden og tilgivelsen som det daglige brød. Amen.