Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen. Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.

Jeg undrer mig altid, når nogen giver udtryk for en sikker læsning af biblen. Hvad enten det gælder en kategorisk afvisning af tanken om vielse af homoseksuelle, jvf. den verserende debat, som jeg ikke forstår. For ligesom jeg kan anderkende, at Paulus afviser tanken, men at det ikke betyder, at biblen som sådan afviser den, således forstår jeg til gengæld ikke, hvorfor konservative kristne ikke anderkender de konsekvenser det må have, at Jesus intet siger mod homoseksuelle. Eller det gælder forestillingen om himlen og helvede. Her kan det hedde, at biblen utvetydigt taler om dobbelt udgang, altså at nogle mennekser fortabes, mens andre frelses. Biblen taler også om alles frelse, og altså ikke utvetydigt om dobbelt udgang.

Og hvad med denne evangelietekst. Det er jo også umiddelbart en dommedagslignelse. Hvor nogen får adgang til festen, mens andre ikke gør. Det spøjse ved teksten er, at der tales om klogskab. De kloge får adgang, de tåbelige bliver stoppet ved døren. Et af de udsagn, der har gjort størst indtryk på mig fra Johannes Møllehave er dette, at Jesus elskede mere, end det var fornuftigt. Et meget sigende udtryk. Og det handler jo ikke om klogskab, nogle vil sige, tværtimod. Og kan det virkelig være rigtigt, at der faktisk er nogen der må lades tilbage udenfor? Kan det virkelig være rigtigt, at nogen fortabes, mens andre frelses?

For at illustrere kompleksiteten, kan nævnes et ting som tilgivelse. I hvilket omfang kan man sige, at tilgivelse er klogt, fornuftigt, rigtigt? Skal man altid tilgive, er der undtagelser, eller er talen om tilgivelse en omgang humanistisk vrøvl? At tilgivelse ikke bare er tilgivelse viser den måde, vi bruger ordet, og i de sammenhænge vi bruger det i. I en sang af Tracy Chapman hedder det fx. "Forgive me, is all that you can say?". Hvad der er sket af begivenheder i dette parforhold, og som giver anledning til udsagnet, vides ikke. Om det er helt dagligdags trækasserier, der er blevet for meget, om det er decideret utroskab, der har ødelagt tilliden, eller hvad, kan man kun gisne om. Der er dog med ret stor sikkerhed hverken tale om mord eller tortur eller det der er værre. Men i forholdet spiller tilgivelse i hvert fald for et øjeblik en stor rolle og betydning, og af sangen fremgår det ikke, om parret nogensinde kommer videre. Går man til en anden yderlighed kan Desmond Tutu kalde en af sine bøger for "Ingen fremtid uden tilgivelse", og med et blot minimalt kendskab til Sydafrikas historie, er det åbenlyst, at tilgivelse her bliver sat på en prøve. For kan det hvide mindretals behandling af de sorte sydafrikanere under Apartheid-styret virkelig tilgives? Her er Tutus svar ret klart, for der er ingen fremtid, uden tilgivelsen.

Gør vi eksemplerne mere nutidige, kan vi se på mediebilledet i disse dage. Her er en 16-årig dreng blevet anholdt for voldtægt mod en 10-årig pige. Og hvad skal man lige sige til en sådan situation? Ja, de mest umiddelbare reaktioner har været at kalde drengen for et svin, og man hører også folk lufte tanken om, at i netop sådan en situation, der vil dødsstraf være helt i sin orden, for sådan en mand fortjener ikke at leve. Om det modererer synet på drengen, at han tilsyneladende har været på genopdragelsesrejse til Somalia i en længere periode, og at denne rejse skulle have gjort ham afstumpet og aggressiv, er et åbent spørgsmål. Men reaktionerne er for så vidt både forventelige og forståelige. Ligesom det er forventeligt og forståeligt, at en hob lyncher en tilfangetagen Gaddafi, selvom det rigtige ville være at stille ham for en dommer. Ligesom det er forventeligt og forståeligt, at USA jubler over likvideringen af Osama bin Laden, selvom det jo ikke er mere rigtigt end mordet på Gaddafi.

Men samtidig må man alligevel spørge, om det skulle være sidste ord i disse sager? Hvor kommer tilgivelse ind henne, hvis overhovedet? Tja, som udgangspunkt må man nok spørge, hvem der i givetfald skulle tilgive hvem for hvad. Spørger man fx. mig, om der findes tilgivelse for den 16-åriges ugerninger, må svaret være, at det er jeg virkelig ikke herre over. Det må dybest set være op til pigen, når hun måtte være gammel nok til at forholde sig til et sådan spørgsmål. Og det forudsætter vel også, at drengen beder om tilgivelse, for kan man tilgive en person, der ikke ønsker tilgivelse? Kan drengen monstro søge om tilgivelse hos Gud, og så efterfølgende forsone sig med sin gerning? Spørger man evangeliet, lyder budet, at man først skal forsone sig med sit medmenneske, inden man forsøger at forsone sig med Gud bagefter. Kan man ikke forsone sig med det menneske, man kan se, hvordan så forsone sig med den Gud, man ikke ser.

Hvad er altså det fornuftige, det kloge, og det rigtige at gøre? Svaret er vel sagtens, at det kan man ikke sige på forhånd. Der er mennesker, der ud fra et ønske om, ikke at ville investere en masse negativ energi i en relation, om det så er et forhold mellem gerningsperson og offer, hvor man selv er offer, eller et forhold mellem et elskende par, eller hvad; i stedet for at investere en masse negativ energi, så søge forsoning, så man kan komme videre med sit liv i sit forhold til sine medmennesker. Og så er der mennesker, der kan bruge hele deres liv på at bære nag til en eller flere personer, og selvom man måske afhængig af omstændighederne godt kan forstå, at man kan have det sådan, så er det også en underlig måde at spilde sit liv på. Særligt fornuftigt eller klogt virker det i hvert fald ikke, hvis man spørger mig, selvom det, som antydet, er nemmere sagt end gjort.

Ser man til lignelsen kan det være et spørgsmål om at være afklaret. Kan man have et afklaret forhold til sit liv og sin næste, hvis tilgivelsens mulighed var ikke-eksisterende i alle forhold? Kan man stå klar til den store fest, hvis ikke man har et afklaret forhold til sine medmennesker? Eller er der lige til det sidste noget man alligevel mangler, for at kunne gå til festen med et strålende lys, og som man skal tilbage for at have ordnet, således at man kommer for sent, til det, som skulle være meningen med det hele, nemlig livet, den store fest, i fællesskab med Gud og næsten?

Første gang man læser lignelsen, tænker man måske, at det ærligt talt ikke er særligt kristent at de kloge brudepiger afviser at hjælpe de ikke-kloge med at tænde for lamperne. Men - i lyset af ovenstående tanker, så kan man med rette sige, at det ene menneske ikke kan hjælpe det andet med forhold, der har med en tredie at gøre. Jo, nok opmuntre den anden, hvis det endelig skal være, men forsoningen, tilgivelsen, alt det, der skal til, for at man kan forsone sig med alle sine medmennesker, således at man kan stå klar til den store fest, dét kan man ikke hjælpe med. Man kan nok vise sit lys, for at vise, hvordan det kan være. Men man kan ikke handle på et andet menneskets vegne i disse forhold.

Derfor handler teksten også om det personlige ansvar. Vi er nødt til selv at tage ansvaret for vore handlinger, med alt, hvad det betyder. Men vi er af samme grund afhængige af vores medmennesker. Og hvis livet skal kunne gå videre, må tilgivelsens mulighed nødvendigvis være allestedsnærværende. Ikke som noget man bare gør, det viser livet jo også, at så enkelt er det ikke. Men hvis ikke tilgivelsen som mulighed, altid var tilstede, ville livet blive ganske uudholdeligt, og hvem har egentlig ret til at definere, hvad der kan tilgives, og hvad der ikke kan tilgives, hvis ikke tilgivelsen altid var en evig mulighed. At man så kan ende med at søge tilgivelse hos Gud, fordi det er sidste mulighed - måske er offeret ukendt, måske død og borte. Eller man dagligt søger tilgivelsen hos Kristus, fordi man simpelthen ikke synes man slår til overfor sin næste, handler selvfølgelig om kristendom, men den absolutte tilgivelse findes efter mine begreber kun hos Gud. Og af samme grund er jeg overbevist om, at vi ikke vil havne i de tåbelige brudepigers situation. Guds kærlighed vil i sidste ende altid overmande os, så vi ender i tilgivelsens renselse, forsonet med både Gud og næsten, klar til den store fest, i fællesskab med Gud og næsten. Jeg kan selvfølgelig ikke vide det, men det er min overbevisning.