Prædiken til 12. søndag efter Trinitatis, 2011 (Mark., kap. 7, v.31-37). Skrevet til denne hjemmeside
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« – det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.« Bibelteksten er hentet fra den autoriserede oversættelse © Det Danske Bibelselskab 1992.
I dag er det præcis ti år siden, at to kaprede fly fløj ind i World Trade Center i New York. Begivenheden er blevet kaldt meget. Verdens største terrorangreb. Et angreb, der ændrede verden, har det også heddet. En begivenhed, der fik den vestlige verdens selvforståelse, som usårlig, til at styrte i grus. Personligt synes jeg det sidste er mest korrekt. Det første, jeg selv tænkte den dag, for ti år siden var helt konkret: Hvis ikke engang USA er beskyttet mod den slags angreb, hvem er så? Når det er sagt, mener jeg også, som fx. Phillip Stephens fra Financial Times, at begivenheden som sådan er og bliver en parentes i verdenshistorien.
Men, begivenheden satte en ny verdenspolitisk dagsorden i vor tid. Uanset, hvad der har været årsag og virkning, fulgte der to krige i kølvandet, den i Irak, og den i Afghanistan. Og en upræget islamofobi har siden været meget udtalt, uden skelnen til, at islam ikke er en entydig størrelse. Og jeg tror personligt, at begivenheden var medvirkende til at Dansk Folkeparti fik så mange stemmer, at vi fik, hvad nogen har kaldt et systemskifte, og jeg personligt har kaldt et paradigmeskifte, ved folketingsvalget et par måneder efter nine-eleven. Vi har fået skærpede anti-terrorlovgivning, og anderledes fokus på, hvad ytringsfrihed vil sige. Hvordan kan man tillade sig at omtale andre mennesker? Hvorvidt anti-terrorlovene har været et nødvendigt onde, i den tid vi lever i, eller man er gået over stregen, er jo et politisk spørgsmål, her kan man ikke finde svar i biblen.
Et af de mere bekymrende konsekvenser i Danmark af begivenhederne i 2001, er, hvad jeg har kaldt for paradigmeskiftet. Mest udtalt med det nye udtryk, værdipolitik. Et begreb, der fortæller, at nu er der visse ellers fundamentale værdier, der står til diskussion. Da disse værdier er hævet op på det politiske plan, er man også på gyngende grund, hvis man vil bruge sin kristne overbevisning som udgangspunkt. Når det står til diskussion, om borgere i Danmark skal behandles ens, uanset disse borgeres herkomst. Når det står til diskussion, om danske borgere må bo her, hvis deres ægtefælle ikke er fra Europa. Og når det står til diskussion, hvilken behandling asylansøgere skal have, bliver man meget hurtigt kaldt selvretfærdig og farisær, hvis man netop med sin kristne overbevisning pure afviser, at disse spørgsmål burde kunne diskuteres. Når jeg taler om min kristne overbevisning, er det fordi, jeg mener, at kristendom og nationalisme (ikke at forveksle med at være national) er uforenelige størrelser, da konsekvensen af nationalisme er en grundlæggende opdeling af verden i 'os' og 'dem', en tankegang, der efter min mening ligger kristendommen fjern.
Men det er som om, at hvis noget gentages tilstrækkeligt mange gange, så bliver det mere og mere sandt. Og det bliver fx. mere og mere legalt og naturligt at mene, at selvfølgelig skal man ikke uden videre kunnen have et familieliv i Danmark med sin ægtefælle, hvis denne ikke er fra Europa. Og selvfølgelig er det i orden at rydde en kirke med flygtninge, og selvfølgelig er det et problem med så mange muslimer i Danmark, og selvfølgelig skal kriminelle udlændinge (hvordan en udlænding så end defineres) have sparket ud af Danmark. Jeg kunne fortsætte, så det er til at blive i dårligt humør af.
Hvad har alt dette så med dagens evangelietekst at gøre?
Jo, man kunne fx. spørge: Hvad sker der, hvis der opstår en glædelig begivenhed? Skaber det overskrifter på samme måde, som konflikter? Tja, det er måske et spørgmål om, hvorvidt glasset er halvt tomt, eller halvt fyldt. Det er en kendsgerning, at konflikter fylder mere i mediebilledet, men det er også evident, at pludselige glædelige begivenheder fylder uforholdsmæssigt meget, når de først sker. På globalt plan er redningen af minearbejderne i Chile et godt eksempel. Hele verden fulgte med, og glædede sig over det heldige udfald. På lokalt, dansk plan, gik alle medier i selvsving over lille Holger, der var blevet væk fra sin mor, men fundet i god behold efter en storstilet eftersøgning. Jeg har under begge episoder tænkt, hvor meget verden tilsyneladende har brug for sådanne begivenheder. Når historien om lille Holger kan finde vej til CNN, tyder det på, at man i kølvandet på jordskælvet i Japan, og de voldsomme begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten, hvor der er blevet slået hårdt ned på demonstranter og oprørere, at verden har tørstet efter gode nyheder at svælge i, bare engang imellem.
I søndagens evangelietekst helbreder Jesus en døvstum mand, og han får på det bestemteste at vide, at han skal holde det for sig selv. Jesus ønskede, i hvert fald i starten af sit virke, ikke at vække for megen opsigt med sine gode gerninger, måske for at undgå massehysteri, - så medierne ikke gik i selvsving, var jeg lige ved at sige - så hans budskab blev druknet. Men verden var mindst lige så barsk og ond og fordomsfuld på Jesu tid, som den er i dag. Man må huske, at jøderne var besat af romerne. Og man kan levende se for sig, i hvilken grad jøderne tørstede efter nogle gode nyheder at ernære sig på. Så selvom Jesus indtrængende har bedt om, at hans gerninger ikke skulle råbes ud fra tagene, så skete det som bekendt alligevel. Gode nyheder lader sig ikke undertrykke, især ikke, hvis de kan give nyt liv.
Vi kender det også fra vor egen hverdag som jo ikke har ændret sig nævneværdigt siden nine-eleven. Når vi har gode oplevelser med vore medmennesker, om det så er ægtefællen, vennen eller et tilfældigt møde med en, vi ikke kender, så smitter det, så vokser vi. Når vi har disse møder med vor næste, så oplever vi samhørigheden, så oplever vi, hvor meget vi hænger sammen med, og er afhængige af vor næste. De gode nyheder med Jesus Kristus af Nazareth hjælper os i mødet med næsten. For uanset hvor utilstrækkelige vi kan føle os, når vi gerne vil være der for andre mennesker, så er Jesu kærlighed uudgrundelig. Vi har vore synders nådige forladelse. Når vi lærer at leve med vores fejl og mangler, har erkendt os selv som syndere og fejlbarlige, og i troen på, at det er i orden at være fejlbarlig, tør vi også møde vor næste med åbent sind. Når man tænker på verden omkring os, alle de fordomme, der hersker, al den grådighed og selvtilstrækkelighed, som vi heller ikke selv kan se os helt frie af, så er det virkelig godt nyt, at vi med åbent sind kan møde vor næste, hvis vi virkelig vil. I det kærlige møde med næsten, kan Gudsriget glimtvis opleves, et Gudsrige der i alle henseender er anti-tesen til den verden, vi lever i nu, og levede i før nine-eleven.
Man kan nok diskutere, hvor god kirken er til at råbe de gode nyheder ud til folket. Krisendommen er stadig provokerende, den fjerner fokus fra den enkelte, og peger hen mod næsten, uanset hvem næsten måtte være. På den måde udfordrer Jesu forkyndelse også omtalte paradigmeskifte, og udfordrer i det hele taget vor selvforståelse. Som jeg selv skrev i en tekst tilbage i 2001: Billedet af en trøstesløs New Yorker, som var afbildet i flere aviser dagen efter 11. september 2001, en velklædt forretningsmand dækket af støv på hovedet og på det elegante tøj, som stod midt i "krigszonen", mindede mig om filmplakaten fra "Sange fra anden sal". Denne forretningsmand lignede forretningsmanden fra denne film, som er en trøstesløs film om livets absurditet og uendelige sårbarhed. World Trade Center havde 110 etager. Måske er vi nødt til at bygge et nyt Babelstårn. Men måske - billedligt talt - kun på 55 etager? Eller 45? For vi kan ikke synge som Gud, selvom det forekommer mig, at vi konstant prøver på det. Vi kan ikke tale med Guds stemme. Babelstårnet er og bliver, og kan aldrig være og blive andet end en menneskelig konstruktion. Håbet, der går igennem den omtalte film, er mantraet "elsket er den, som sætter sig ned". Hvilket giver en association til scenen i Lukas-evangeliet med Martha og Maria. Den ene farer fortravlet rundt, mens den anden - sætter sig ned, og lytter til Jesus. Hvis man satte sig ned, og turde lytte til Jesus, ville han fortælle, at verden hverken er bleven mere eller mindre ond, syg, ulykkelig end den altid har været. Så ville vi også opleve, hvordan Jesus åbner vore øren for en Sandhed, der dengang som i dag, hverken kan skal eller må holdes tilbage, men råbes ud fra tagene, så højt som det lader sig gøre.